Flere passagerer og bedre udnyttelse af flyene. "Alle nøgletal peger den rigtige vej," siger adm. direktør Susanne Larsen fra SAS Danmark..
Det er lige før, der ikke er mere plads på nogle af flyene hos SAS. Sådan må det være, når den gennemsnitlige belægningsprocent når op på 76,2 procent på langruterne i februar. Med en så høj gennemsnitsbelægning, er der normalt flere udsolgte afgange.
Alligevel var det en march på stedet for de interkontinentale ruter i februar, hverken med fremgang eller tilbagegang. Dog med den forskel, at der var fem procent fremgang til Asien og tilsvarende tilbagegang til USA.
Den største og mest markante fremgang var på de europæiske ruter med 23 procent flere passagerer, og en belægningsprocent helt op til 63,3 procent, eller næsten ni procent stigning. Og det batter noget, for det er her den bedste indtjening ligger. Og selv om den gennemsnitlige billetpris er faldet, efter indførelsen af enkeltbilletter og lavprisbilletter, kan det givet aflæses på bundlinien.
Den danske indenrigstrafik gik den forkerte vej med et fald i passagertal på 2,9 procent, blandt efter, at Billund-ruten er lukket, men til gengæld steg belægningsprocenten med næste ti procent.
For SAS Danmark var der en fremgang på 14,3 procent i passagertal, og en bedre belægning på 12 procent i gennemsnit. “En traditionel lav produktion med de rigtige nøgletal i februar. Vi går frem på alle områder, ligesom vi har gjort hver eneste måned siden september,” fastslår adm. direktør Susanne Larsen fra SAS Danmark.
Bedst for datterselskaberne ser det ud til at gå for Spanair med en stigning i passagertallet på 36 procent, selv om Air Baltic har 58 procent flere passagerer, men på et langt lavere niveau end det spanske datterselskab.
-ejv