- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Sterling på vej med tilpasning af pilotkapacitet

Kilder blandt piloterne beretter, at der skulle være fyret 24 piloter i weekenden. Men det afvises af ledelsen

Lavprisselskabet Sterling er i gang med at identificere, hvad man betegner som en ”overtallighed blandt piloterne” i selskabet, og selskabets kommunikationsdirektør, Niels Brix, bekræfter, at der vil komme opsigelser.

Hvor mange piloter det kommer til at dreje sig om, og hvornår opsigelserne effektueres, vil han dog ikke oplyse.

”Siden du nu er kommet i besiddelse af denne oplysning vil jeg bekræfte, at vi har konstateret en overtallighed blandt piloterne, og vi er nu i gang med at identificere størrelsen af denne overkapacitet. Derefter er medarbejderne de første, som bliver orienteret om de nødvendige ændringer i pilotbestanden” siger Niels Brix til Stand By.

Han vil heller ikke sætte tid på, hvornår selskabets ledelse er klar.

”For øjeblikket sidder vi midt i overenskomstforhandlinger, og jeg kan kun sige, at det vil ske hurtigst muligt” fortsætter han.

Sterling-direktøren dementerer dermed kilder blandt piloterne, der i weekenden ville vide, at Sterling skulle have opsagt 24 piloter og nedgraderet 12 kaptajner til styrmænd. Der er i alt 366 piloter i selskabet i dag.

Skrevet af