- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Langt de fleste skader på ski finder sted i Østrig

Blandt de godt 5.000 ski-skader, som om året anmeldes til Europæiske, er de 40 procent fra de østrigske vintersportssteder

Måske vover man mere, måske er i hvert fald noget af terrænet mere dramatisk. Det er i hvert fald en kendsgerning, at ud af 5.202 anmeldte ski-skader til Europæiske Rejseforsikring i sidste sæson, var de 40,5 procent i Østrig.



Tallene skal sættes i forhold til antallet af danske turister, men alligevel er det en stor procentdel. På andenpladsen kommer Frankrig med 26,6 procent, og så er der et langt spring ned til Italien på tredjepladsen på 14,5 procent.



Til gengæld kan man roligt fastslå, at det går fredeligere til i Norge. Ganske vist er langrend ikke så krævende, men der er dog også drastiske løjper i det norske terræn. Til trods for det meget store antal danske skiturister, udgør skaderne kun 12,1 procent, mens Sverige – med et betydeligt mindre antal skiløbere fra Danmark – er nede på 1,6 procent af skaderne.



“Tallet er steget hvert år, og der er også mange mindre skader, som vi slet ikke kender, fordi de ikke anmeldes. Men det er glædeligt, at de alvorlige skader er faldet fra 1.224 til 1.016, ” siger underdirektør Jakob Bender fra Europæiske.



Meget kan man læse af de udførlige statistikker fra forsikringsselskabet, men noget vidste vi nu godt i forvejen. Således at februar er største måned for skader og marts næststørst.

Skrevet af