- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Jeg har fået roser nok, nu vil jeg dele ud

"Det eneste jeg har fortrudt er nok, at jeg lod mig fyre fra spændende job i luftfart," siger fhv. SAS-chef og nuværende ambassadør i Warszawa, Michael Mørch, der fra november vender hjem som ny adm. direktør for Bikubefonden.

Af Ejvind Olesen



Han forlod SAS som direktør for Danmark for 15 år siden. Begravet i roser fra personalet på Hedegaardsvej. Et foto, der kom på avisernes forside. Officielt skiltes parterne i gensidig forståelse. Uofficielt blev det sagt “at der ikke var plads til to Jan Carlzon’er i samme firma.”



Nu vender han tilbage. 58-årige Michael Metz Mørch efter en periode først som ambassadør i Riga, senere som generalkonsul i New York og nu ambassadør i Warszawa, hvor han efterfølges af chefen for Borgerservice Karen Wermuth, kendt af rejsebranchen for ophedet debat om oplysninger på udenrigsministeriets hjemmeside.



Michael Mørch skal hjem til København for at blive adm. direktør for Bikubefonden, som senest ar været i fokus for sine mange millioner, bevilget til H.C. Andersen Fonden. Bikubefonden har en egenkapital på 1,3 mia. kr., kendt som “kulturens førstegiver”



“Selvfølgelig står den dag med roserne på Hedegaardsvej da prentet i min erindring, og skal jeg være ærlig, er det eneste gang, jeg har fortrudt noget i mit jobforløb. Jeg valgte at lade mig fyre. Jeg begik en strategisk bøf. Jeg kan godt savne luftfartens liv en gang i mellem, men er da glad for at møde gamle SAS-kolleger på flyene. De er jo heldigvis ikke fyret alle sammen.”



Vi var jo flere, som dengang påstod, at du og Jan Carlzon var for meget lig hinanden til at det kunne gå i længden. Han i Stockholm og du i København.



“Jeg ved faktisk ikke om det var rigtigt, men vil valgte i hvert fald at blive skilt. Og efter mig kom Peter Højland, som i dag er formand for Bikubefonden. Men, det er nu ikke mit netværk, der har tilbudt mig et job, som jeg ikke kan sige nej til og som betyder, at jeg nu definitivt siger farvel til diplomatiet.”



Rejsebranchens ser ud til at have overvurderet mulighederne i Polen



“Hvis du mener turismen til Danmark, tror jeg ikke, det er tilfældet. Med hensyn til forsøg, der har været gjort på at arrangere charterturisme ud af Polen, er det nok rigtigt. Polakkerne kan godt selv.

Men generelt synes jeg, at man fra dansk side undervurdere mulighederne i Polen. Vi skal væk hurtigst muligt fra den med “de stjålne biler”. Polen har fortjent andet og mere. Der er et hav af muligheder for erhvervet og dansk ekspertise generelt.”



“Og nu skal du til at være kulturelt med teater, musik, events og sport. Du skal endda stå på de skrå brædder og hylde skuespillere, hvis du følger din forgænger. Rigtig udadvendt.”



“Ved du hvad, jeg glæder mig til at være med til at finde en række gode projekter, som vi kan være stolte af hjemme i Danmark. Jeg har fået roser nok i mit liv, nu bliver det dejligt selv at skulle dele dem ud.”

Skrevet af