Ergo Rejseforsikring advarer mod udlandsrejser i for eksempel påskeferien uden rejseforsikring. Det kan ende med at gøre billig ferie ekstrem dyr, lyder det. Påskerekord i Københavns Lufthavn.
Alene Københavns Lufthavn forventer i påskeferien 1,1 millioner passagerer i terminalerne. Det er påskerekord og syv procent flere end sidste år, oplyser lufthavnen i en pressemeddelelse.
London, Paris og Madrid er forårets storbyfavoritter efterfulgt af Budapest og Prag. Det mest populære land at rejse til i påsken er Spanien med Malaga, Barcelona og De Kanariske Øer som de mest besøgte rejsemål, hedder det i pressemeddelelsen.
Ergo Rejseforsikring skriver i en pressemeddelelse, at også i år byder påskeferien på rig mulighed for at pakke kufferten til en billig storbyrejse.
Men ifølge tal fra en undersøgelse fra Kantar Gallup på vegne af ERGO Forsikring er det knap hver tiende dansker (9,3 procent), som forbinder storbyferien i udlandet med risiko for at have brug for hjælp fra en rejseforsikring.
Om det siger Peter Steen Olsen, økonomidirektør og talsperson for Ergo Forsikring i Danmark: “Man kan hurtigt blive revet med af de billige priser på storbyrejser her i ferien. Storbyferier er dog ikke risikofrie. En lommetyv eller mistet bagage kan hurtigt endevende budgettet, og har man ikke rejseforsikringen i orden, står man selv for at dække udgifterne.”
Få forbinder solferie med rejseforsikring
Solferien er dog den type rejse, som færrest forbinder med at få brug for hjælp fra en rejseforsikring (6,3 procent i forhold til Ergo-undersøgelsen.
Men det kan blive en dyr antagelse, siger Peter Steen Olsen:
”Solferier byder ofte på afslapning, men kan også betyde ekstra risici for at komme til skade. Mange oplever kun småskader som for eksempel at træde på noget skarpt, når man går med bare tæer i sandet, men andre kaster sig ud i helt nye oplevelser på ferien som for eksempel vandsportsaktiviteter, der kan ende i dyre hospitalsregninger, som man selv må betale, hvis man ikke er forsikret hjemmefra.”
Relaterede artikler:
Rejsebureauer i strid med Gouda Rejseforsikring
Udenrigsministeriet: Rejseforsikring blandt fire gode råd til danskere på rejse