- STANDBY.DK - https://standby.dk -

AEA-pres på politikerne

Kunder, flyselskaber og miljø vil have fordel af en definitiv indførelse af Single Sky i Europa.

Peter Hartman, CEO for nuværende formand for Association of European Airlines, AEA, gav klar besked til politikere på højt niveau og ledende branchefolk, da han på et møde indkaldt af EU Kommisionen endnu engang fremsatte kravet om et fælles europæisk projekt, som skal forenkle trafikken landene imellem. Projektet Single European Sky bør afløse den forældede flyveledelse, som spilder kundernes tid, koster flyselskaberne penge og står i vejen for enorme miljøfordele, sagde han.

 

Planlægningen af Single Sky forberedes lige nu på ministerrådsniveau, hvor det lovgivende initiativ skal finde sted.

 

Mødedeltagerne blev mindet om, at den nye pakke er anden omgang i lovgivningen omkring Single Sky projektet. Den første pakke kom i 2004 og har banet vejen for yderligere fremskridt uden at sikre de nødvendige omlægninger på grund af manglende politisk vilje. Peter Hartman sagde, at tiden nu er inde med anden pakke til endelig at få gennemført de nødvendige tiltag, så man undgår en fuldstændig kollaps af det samlede europiske Single Sky projekt.

 

Den manglende strømlining af flytrafikken koster årligt flyselskaberne i omegnen af fem milliarder Euro – et beløb, som selv i branchens bedste tider er urimeligt højt og en ødelæggende ekstra byrde under de nuværende forhold. Samtidig medfører den dårlige flyledelse ekstra udslip af 16 millioner tons CO2, som burde fjernes hurtigst muligt til fordel for miljøet.

 

Single Sky projektet skal fjerne de nationale regler for flytrafikken til fordel for et fælles-europæisk system, hvor landegrænserne ikke længere spiller en rolle for fastlæggelse af de mest praktiske og direkte flyruter.

Skrevet af Flemming Juul