- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Totalpris højere end reklame-prisen

Efter gennemgang af 62 flyselskabers hjemmesider konstaterer Forbrugerombudsmanden, at næsten halvdelen lokker med priser, som ikke holder

Mange er blevet fristet af annoncer om billige flybilletter, men inden bestillingen på nettet er gennemført er prisen steget betydeligt på grund af afgifter, kortgebyrer og skatter, skriver jp.dk

”Den går ikke. Når man annoncerer, skal man angive ’totalprisen’ – altså den reelle pris inklusive alle skatter og afgifter”, siger Helene Svart, jurist hos Forbrugerombudsmanden  Kontrollen, som flere europæiske forbrugermyndigheder var med i, skulle undersøge, om flyselskaberne oplyser priserne korrekt. De undersøgte selskaber er baseret i EU-landene, og enkelte danske selskaber blev undersøgt, hedder det i en pressemeddelelse.

På 29 af de 62 undersøgte sites blev der fundet overtrædelser af markedsføringslovens regler om prisoplysninger. Overtrædelserne drejede sig om vildledende prisangivelser, navnlig i forbindelse med begrebet ’totalpris’.

Forbrugerombudsmanden mener, at når prisen for en flybillet vises første gang i et bestillingsforløb, skal den være inklusive alle skatter og afgifter. Flere hjemmesider introducerede først den reelle pris i de efterfølgende skærmbilleder.

Nogle hjemmesider havde forvalgt en rejseforsikring for kunden. Det kaldes negativ aftalebinding, og er et urimeligt kontraktvilkår, fordi kunden bliver bundet hvis vedkommende ikke aktivt vælger ydelsen fra. Nogle sites havde krydset ’ja tak’ på forhånd til nyhedsbreve og tilbud.

Forbrugerombudsmand Henrik Øe:
”Jeg ved, at mine kolleger i EU har de samme problemer, men med det nye tilsynssamarbejde i EU er det blevet nemmere at håndhæve reglerne”. Han vil vurdere om der skal ske yderligere efterforskning og håndhævelse nationalt eller ved at involvere sine kolleger i EU.

Skrevet af