- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Afskedsreception for en af SAS’ bedste ambassadører

Per Møller Jensen, vicepræsident i SAS for varemærker, marketing og EuroBonus, har fredag sidste arbejdsdag i SAS. I dag har han afskedskaffe med SAS’ koncernchef – hvad fremtiden skal bringe ved han ikke. ”Men jeg taler med en masse,” siger han til standby.dk

Fra receptionen ses fra venstre Wonderful Copenhagens adm. direktør, Lars Bernhard Jørgensen, Per Møller Jensen, vicepræsident for SAS’ Global B2B Sales, Elisabeth Milton Hemmingsen og Københavns Lufthavns adm. direktør, Thomas Woldbye.

Per Møller Jensen, vicepræsident i SAS for varemærker, marketing og EuroBonus, har fredag sidste arbejdsdag i SAS. I dag har han afskedskaffe med SAS’ koncernchef – hvad fremtiden skal bringe ved han ikke. ”Men jeg taler med en masse,” siger han til standby.dk

En af SAS’ største personligheder gennem mange år, 52-årige Per Møller Jensen, forlader flyselskabet. Sidste arbejdsdag er fredag i denne uge – herefter står den på en lang ferie.

Efter 25 år i SAS søger Per Møller Jensen nye udfordringer. Hans farvel til SAS blev i går markeret ved uformel afskedsreception i SAS-bygningen i Kastrup.

”Jeg taler med en masse om et nyt job og glæder mig til at prøve noget andet i eller udenfor rejsebranchen, men intet er på plads endnu,” sagde Per Møller Jensen ved afskedsreceptionen til standby.dk

Spurgt om hans største succeser – og skuffelser – i SAS gennem sine 25 år, sagde Per Møller Jensen:

”Vores kundeloyalitetsprogram, EuroBonus, er vi lykkedes godt med. EuroBonus har nu 20 års jubilæum. Jeg vil savne den enorme korpsånd i SAS og at skulle sige farvel til mange gode kolleger. Dem har jeg set mere til end min familie.

Jeg har været privilegeret med at arbejde for SAS i udlandet – og har været med til at føre SAS gennem udfordringer fra at være et monopol/duopol flyselskab og komme ind med SAS på et meget konkurrencefyldt marked.”
”Blandt mine skuffelser i SAS har været, at det aldrig lykkedes at få den fulde effekt fra vores datterselskaber som f.eks. Airbaltic, Estonian og Spanair – eller Cimber Air.”

Per Møller Jensen startede sine 25 år i SAS som marketing trainee, senere kom han til SAS Cargo, Strategic Marketing, Marketing International, blev General Manager Hong Kong, VP (vicepræsident) Asia & Pacific, VP Europe, Middel East and Africa, VP SAS International, VP Marketing and Sales Denmark og endte som VP Brand (varemærker), Marketing and EuroBonus.

I 19 af sine 25 år i SAS har Per Møller Jensen været udstationeret i udlandet; bl.a. Bangkok, Hong Kong, London og Los Angeles.