- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Air Berlin får dato for medlemskab af Oneworld

Fra 20. marts bliver Air Berlin medlem af Oneworld-alliancen, den mindste af de tre verdensomspændende alliancer. Kommende indisk medlem udskudt på ubestemt tid.

Også det østrigske flyselskab Niki, der er med i Air Berlin-gruppen, kommer ombord i Oneworld som associeret medlem.

 

Med Air Berlin får Oneworld 70 nye destinationer – og har dermed i alt 840 destinationer i 150 lande. Air Berlin har 160 destinationer i 40 lande.
Selskaberne i Oneworld har 9.000 daglige flyvninger, ca. 300 mio. årlige passagerer og omsatte sidste år for omkring 100 milliarder dollars.

 

Om en uge, 10. februar, stod indiske Kingfisher Airlines til at indtræde i Oneworld. Men fredag i denne uge meddelte Oneworld, at Kingfishers optagelse var udskudt pga. flyselskabets økonomiske problemer.
Der blev ikke oplyst nogen ny dato eller tidstermin for Kingfishers optagelse i alliancen, der til efteråret forventes at kunne byde velkommen til Malaysia Airlines.

 

De to andre verdensomspændende luftfartsalliancer, Star Alliance og Skyteam, har hhv. 607 og 474 mio. årlige passagerer, ifølge de seneste tal.

 

I øvrigt er to andre medlemmer af Oneworld, Malev, og American Airlines i store problemer.

Ungarns nationale flyselskab, Malev, standsede flyvningerne fredag morgen – mens American Airlines vil fyre 13.000 af sine ansatte, ca. 15 pct., for at få styr på økonomien.

Skrevet af Henrik Baumgarten