- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Air India ønsker eget skandinavisk kontor

LUFTFART: Denne måned åbner Air India på Stockholm og i september på København. Star Alliance-medlemmet vil ikke repræsenteres af en salgsagent, men ønsker egne ansatte. Har ikke annonceret efter dem og det gør ekspert usikker på, om det åbner i København. Air India er til salg.

LUFTFART: Denne måned åbner Air India på Stockholm og i september på København. Star Alliance-medlemmet vil ikke repræsenteres af en salgsagent, men ønsker egne ansatte. Har ikke annonceret efter dem og det gør ekspert usikker på, om det åbner i København. Air India er til salg.

Fra hhv. 15. august og 16. september får Air India efter planen nye direkte ruter fra den indiske hovedstad, New Delhi, til Stockholm og København. Begge får tre flyvninger om ugen med Boeing B787 Dreamliner.

Standby.dk erfarer, at Air India ikke vil lade sig repræsentere i Skandinavien via en GSA (General Sales Agent), men i stedet vil åbne egne kontorer i Stockholm og København, eller fælles kontor i begge byer.

Men en anden kilde, skandinavisk ekspert i repræsentation af flyselskaber, siger til standby.dk: ”Jeg kan ikke blive klog på, om Air Indias bebudelse af ruten til København er en slags afledningsmanøvre, om den bliver til noget. For hvis de vil åbne eget kontor i København, så er det da meget besynderligt, at de ikke har givet lyd fra sig, herunder annonceret efter personale til deres kontor.”

I pressemeddelelsen i år om den nye Air India-rute til København, sagde selskabets koncernchef, at selskabet håber på 37.500 årlige passagerer i hver retning. ”Når vi dette, så skal ruten flyves dagligt,” sagde han. Ifølge det danske Udenrigsministerium vil den nye Air India-rute med de tre ugentlige afgange give årlig vækst i Danmark på lidt over en kvart milliard kr.

I øvrigt har den indiske regering sat hele eller dele af Air India, der har en gæld på over ca. 50 milliarder kr., til salg.

Air India er udfordret af private indiske flyselskaber som IndiGo og SpiceJet – Air Indias markedsandel på indisk indenrigs er faldet fra 35 pct. for ti år siden til nu 13 pct. Air India har ikke givet overskud i ti år.