- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Airbnb er ikke opskrift på lykke

ONSDAGSKLUMME: Hverken for en by eller for dens gæster. Brug dog hotellerne. Lige nu er der rigeligt af dem.

ONSDAGSKLUMME: Hverken for en by eller for dens gæster. Brug dog hotellerne. Lige nu er der rigeligt af dem.

Af Ejvind Olesen

Jeg har aldrig været vild med privat indkvartering. Jeg forstår ikke, at nogen vil holde ferie i andres hjem, ligesom jeg heller ikke forstår, at nogen vil åbne deres hjem for fuldstændig ukendte.

Hver gang jeg i denne tid læser om byer, hvor turismen er ved at blive en belastning, får netop den private indkvartering en del af skylden med Airbnb som hovedansvarlig. Ikke bare for udlejning, hvor ejerne selv er rykket ud, men også i lejligheder købt til formålet med udlejning frem for hotel.

Seneste eksempel i går i Berlingske Erhverv, hvor to forskere i et debatindlæg skriver: Professionelle Airbnb er ved at gøre deres indtog i København. Bagsiden af medaljen kan ses i Barcelona. Det her fører til, at folk bliver sat på gaden. Over alt i den spanske storby hænger bannere med teksten: ’Ingen turistlejligheder’. De lokale mener, at udlejningen presser priserne i vejret på boligmarkedet og gør det umuligt for dem at finde et sted at bo. Det tror jeg de har ret i, og det samme kunne ske i København.

Hvorfor har Airbnb en så stor succes? Fordi det er billigere end hotellerne, som bliver dynet til med afgifter og moms, mens der hersker betydelig tvivl om udlejning af værelser bliver indberettet til skattevæsenet.  I Frankrig har Airbnb lovet at indberette udlejernes skat fra 2019. Hvorfor først om to år?

Esbjerg som eksempel
I København har vi set en vækst i hotelværelser som aldrig før. Man kan bo på fem stjernet hotel og ned til vandrehjem på det tidligere Hotel Europa. Vel, måske får vi så lidt færre turister, hvis de er nødt til at bo på hotel, men hvad så? Hvis de ikke har råd, kunne det jo være, de skulle vente, til de fik råd.

Flyenes lavprisselskaber har i den grad dirigeret ferietrafikken derhen, hvor de har fået mulighed for at flyve. Pyt med, at de så lander nogle steder, hvor de ikke selv aner hvorfor.

Nu har jeg selv været elev i Esbjerg i halvandet år og ved hvilke fremragende muligheder for oplevelser, der er. Især om sommeren. Men spurgte man nogle af de tusinde englændere, som kom til Esbjerg fordi Ryanair havde besluttet sig til flyve, vidste de knap nok, hvor de var.

Og slet ikke hvad de skulle lave en sur, regntung novemberdag. Dengang var der ikke nogen Airbnb, så kunne de have været privat indkvarteret og kedet sig i to dage i stedet for i en. Indtil Ryanair pludselig trak tæppet væk og stoppede med at flyve på ruten fra London til Esbjerg. Så forsvandt også turisterne

København kan godt leve kun med de turister, som gerne vil bo på hotel. Eller kommer med krydstogtskibe. Vi har nu sådan en buket af hoteller til rimelige priser, at det er den rigtige ramme for en oplevelse af byen.

At der så godt kunne skrælles 25 procent moms (af søvn) væk fra hotelindkvartering. er en helt anden sag. Men det kender Airbnb vel kun af omtale.