- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Airbnb opfordrer regeringen til at stramme grebet

Airbnb har taget bladet fra munden og bedt den danske regering om at etablere et digitalt registreringssystem for korttidsudlejningsboliger. Platformen er desuden klar til at dele data.

I den senere tid har Jyllands-Posten afdækket en hel del såkaldte skyggehoteller, hvor der foretages systematisk korttidsudlejning af helårsboliger via blandt andet Airbnb. Hidtil har den store platform dog forbeholdt sig tavs, men sådan er det ikke længere. Det skriver Jyllands-Posten.

Airbnb har brudt tavsheden og fremsendt en pressemeddelelse til avisen, hvori platformen selv beder regeringen tage affære på baggrund af de sager, der er blevet bragt frem i dækningen af skyggehotellerne.

”Airbnb opfordrer den danske regering til at indføre et digitalt registreringssystem for alle korttidsudlejningsboliger og tilbyder samtidig støtte til lokal regulering. Herunder regelmæssig deling af data med lokale myndigheder,” lyder det.

Flere af de danske erhvervs- og brancheorganisationer både herhjemme og i udlandet har i årevis været kritiske over for den udvikling, som man mener, at Airbnbs popularitet er skyld i. De højere priser for korttidsudlejningen gør det eksempelvis mere attraktivt at leje ud til turister end lokale borgere.

Nødvendigt at reglerne følges
Hos Dansk Erhverv bifalder Lars Ramme Nielsen, der er branchedirektør for Turisme, Kultur & Oplevelse, at Airbnb – med hans egne ord – nu vil tage ansvar. Organisationen glæder sig til, at Folketinget kommer på banen med de nødvendige lovgivningsmæssige løsninger.

”I Dansk Erhverv har vi længe opfordret til at implementere Short Term Rental-forordningen i dansk lovgivning, så der bliver registreringspligt af udlejningsboliger, og så håndhævelse af reglerne kan sikres.”

”Airbnb er meget velkommen i Danmark og har værdi for danskerne og for turismen bredt set. Men reglerne skal følges og konkurrencen skal være fair. Dansk Erhverv vil følge arbejdet tæt,” slår branchedirektøren fast.

Tiden er inde
HORESTA har også været en flittig kritiker af Airbnb og især de regler, som brugen af tjenesten har været styret af, da man længe har ment, at disse bør strammes op. Derfor er brancheorganisationen også meget tilfreds med udmeldingen fra udlejningsplatformen.

”Det er et meget markant udspil. Vi har i årevis sagt, at det eneste effektive værn mod svindel og regelbrud er registrering og datadeling. Derfor er det på tide – og også positivt – at Airbnb nu selv lægger op til det samme,” udtaler administrerende direktør Jeppe Møller-Herskind.

I sin åbningstale i Folketinget tirsdag italesatte statsminister Mette Frederiksen (S) ligeledes, at det er nødvendigt at sikre, at reglerne ikke kan omgås.

”Når både statsministeren og Airbnb peger på behovet for regulering, så må det være nu, vi handler. Der er brug for klare regler, der kan håndhæves – og som sikrer lige konkurrencevilkår for hoteller og andre ansvarlige aktører i branchen.”


Relaterede artikler:

Medie: Ulovligt netværk med 170 lejligheder afsløret

Statsminister: København må ikke blive nyt Venedig

Hoteller får baghjul af Airbnb