- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Alitalia erklærer sig insolvent

Italiensk konsortium er parat til at overtage de sunde dele af Alitalia og fusionere dem med Air One.

Betalingsstandsningen er et led i den plan, som Berlusconi-regeringen i Rom er ved at stable på benene i bestræbelserne på at redde de sunde del af det italienske luftfartsselskab. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten i dag.

 

 

 

Den italienske regering måtte i hast gennemføre ændringer af landets konkurslovgivning, da Alitalia ellers ville skulle indstille driften samtidig med begæringen om at standse betalingerne.

 

 

Berlusconi-regeringen har de seneste uger arbejdet intenst på at få stablet et konsortium af italienske investorer på benene til at købe statens 49,9 pct. af aktierne i det kriseramte luftfartsselskab, som dagligt taber mere end 1 million euro.

 

 

Det fransk-hollandske luftfartsselskab Air France-KLM har tidligere tilkendegivet interesse for at overtage Alitalia, men premierminister Silvio Berlusconi ønsker en ”italiensk løsning”, som vil fare med større lempe over for de hen ved 20.000 ansatte i Alitalia, end Air France-KLM var parate til at gøre. Alitalia indgår sammen med Air France-KLM i luftfartsalliancen Sky Team.

 

 

Berlusconi har valgt at holde Alitalia flydende med et statslån på 300 mio. euro, der af EU-Kommissionen betragtes som ulovlig statsstøtte.

 

 

Den italienske løsning går ud på, at isolere Alitalias tabsgivende aktiviteter og den mere end 1,1 mia. euro store gæld i et afviklingsselskab med den italienske stat som eneejer. De profitable ruter vil sammen med alle nyere fly samt start- og landingsrettighederne i lufthavnene i Milano og Rom blive overført til et nyt Alitalia, som herefter fusioneres med det privatejede italienske luftfartsselskab Air One.

 

 

Konstruktionen betyder i praksis, at de italienske skatteydere hænger på afviklingsselskabet og dermed på Alitalias gæld og gamle fly af MD-80 familien, der har tabt markant i værdi siden Spanair-ulykken i Madrid den 20. august.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen