- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Alitalia genopstår mellem København og Rom

Efter fem års fravær vender det italienske Skyteam-medlem angiveligt tilbage til Københavns Lufthavn fra april næste år – dog kun to gange om ugen.

Efter fem års fravær vender det italienske Skyteam-medlem angiveligt tilbage til Københavns Lufthavn fra marts næste år – dog kun to gange om ugen.

Alitalia har endnu ikke udsendt information om den nye rute, men CPHtraveller.dk skriver, at selskabet fra 25.marts næste år er tilbage i Københavns Lufthavn. Ruten til Rom skal dog kun flyves to gange om ugen, onsdage og lørdage, med en Airbus A320. Nyheden bekræftes af Københavns Lufthavn.

Alitalia har i flere omgange fløjet til Københavns Lufthavn, bl.a. fra Milano og Rom. Alitalia forsvandt fra Københavns Lufthavn i marts 2008, da man lukkede ruten til Milano pga. øget konkurrence og dårlig lønsomhed.

Med Alitalia som ny operatør mellem Rom og København, bliver der næste sommer hård konkurrence på ruten mellem SAS, Norwegian, easyJet og Alitalia, hvor alle selskaber på nær Alitalia som minimum tilbyder daglige flyvninger.

Formentlig vil Alitalia fokusere på det italienske marked og italienske turister som skal på krydstogt fra København med italienske Costa Cruises, som har en stor aftale med Alitalia om flyvning af passagerer til og fra krydstogterne.

Der bliver fra næste år øget betjening mellem Italien og Københavns Lufthavn. Opgørelse fra CPHtraveller.dk viser, at der i højsæsonen i den sidste uge af juli vil være omkring 100 ruteflyvninger fra København til 11 destinationer i Italien. Det er Milano Malpensa (37), Rom (25), Venedig (12), Bologna (9), Milano Linate (6), Firenze (4), Pisa (3), Cagliari (1), Catania (1), Palermo (1) og Olbia (1).

SAS vil fra sidst i juni til starten af august flyve til Palermo på Sicilien. Men allerede 8. april får easyJet sin 12. rute til Københavns Lufthavn med daglig afgang til og fra Rom. Og italienske Air One forventes fra 27. juni til 8. september at have sæsonrute mellem Venedig og København med tre fly om ugen. SAS og Norwegian flyver allerede på denne rute. Spanske Vueling vil sidst i marts åbne sin fjerte rute til Københavns Lufthavn – fire gange om ugen til og fra Firenze. Det bliver selskabets første rute til København fra et andet land end Spanien.