- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Alliancerne får stadig flere medlemmer

Air Chinas datterselskab, Shenzhen Airlines, er netop landet i Star Alliance. Gennem året har alle tre alliancer fået nye medlemmer – og flere er på vej.

Uniformerede fra en række af Star Alliance-selskaberne ved optagelsen af Shenzhen Airlines, som alliancens 27. medlem.

Air Chinas datterselskab, Shenzhen Airlines, er netop landet i Star Alliance. Gennem året har alle tre alliancer fået nye medlemmer – og flere er på vej.

Shenzhen Airlines, Kinas femtestørste flyselskab, landede i går i Star Alliance efter 16 måneders integrations-arbejde. Selskabet er alliancens 27 medlem – det har 400 daglige flyvninger til 70 destinationer, herunder fem nye i Star Alliance: Juzhou (Zhejiang Province), Linyi, Qinhuangdao, Shijiazhuang og Zhoushan.

Med Shenzhen har de nu 27 Star-medlemmer 21.900 daglige flyvninger til 1.329 destinationer i 194 lande.

EVA Air fra Taiwan kommer næste år med i verdens største luftfartsalliance.

Tidligere i år landede tre nye medlemmer i Star Alliance – alle fra Latinamerika, Avianca fra Columbia, Taca Airlines fra El Salvador, ejet af Avianca, og Copa Airlines fra Panama.

Men i år mistede Star Alliance dog Spanair, der krakkede, og Lufthansa-ejede British Midland, der blev overtaget af British Airways.

De to andre luftfartsalliancer, Oneworld og Skyteam, har også fået nye medlemmer.

I marts landede Air Berlin i den medlemsmæssigt mindste alliance, Oneworld, der næste år får Malaysia Airlines som nyt medlem. Omvendt udskød Oneworld i år med kort varsel at optage gældstyngede indiske Kingfisher Airlines som nyt medlem. Næste år kommer SriLankan Airlines med i Oneworld. Med SriLankan dækker alliancen 860 destinationer i over 150 lande.

Hos den næststørste alliance, Skyteam, er der kommet flere medlemmer i år: Skyteam optog tidligere på måneden sit fjerde nye medlem i år, kinesiske Xiamen Airlines. Alliancen har dermed 19 medlemmer – heraf tre fra Kina.

Xiamen Airlines, ejet af Skyteam-medlemmet China Southern Airlines, er Kinas sjettestørste flyselskab.

Udover Xiamen Airlines har Skyteam i år også fået Saudia, det tidligere Saudi Arabian Airlines, Libanons statslige flyselskab, Middle East Airlines (MEA), i august Aerolineas Argentinas som nye medlemmer.

I Skyteams venteværelse sidder bl.a. Garuda Indonesia.

Samlet havde Skytean-selskaberne sidste år 552 mio. passagerer, over 15.000 daglige flyvninger til 1.000 destinationer i 187 lande.