- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Alternativet er virksomhedslukninger og konkurser

AKTUEL KOMMENTAR: Det er urealistisk at tro, at alle i turisme- og oplevelseserhvervet kan betale deres lån tilbage til det offentlige allerede fra november, mener HORESTA’s formand.

Af Jan V. Laursen, formand, HORESTA. Indlægget er også bragt som kronik i dagens udgave af Børsen og på HORESTA’s hjemmeside.

I krigsfilm ser man tit soldater råbe til deres sårede allierede: ”we leave no man behind”, inden de i fællesskab kommer i sikkerhed. Samme melding bør lyde fra regeringen til de hårdt ramte virksomheder i erhvervslivet, hvis kampen mod corona reelt har været en fælles indsats.

For i erhvervslivet har vi stået i frontlinjen imod pandemien, men lige nu risikerer politikerne at efterlade store dele af branchen på slagmarken, lige før krigens slutning, hvis der ikke findes en model for en afdragsordning på virksomhedernes moms- og a-skattelån til det offentlige, der har været afgørende for erhvervslivets overlevelse.

Regeringens ministrene har da også gang på gang udtrykt velvilje til at hjælpe erhvervslivet. Desværre foreskriver den nuværende plan, at tilbagebetalingen af lånene skal falde allerede fra november, og så vil den økonomiske håndsrækning fra staten alene have fungeret som en kortvarig hjertemassage. Vel og mærket en førstehjælpsaktion uden fokus på, om patienten selv kan trække vejret, når livredderen stopper trykkene i brystkassen.

Vi kan ikke stoppe hjælpen nu. Selvom nogle brancher har rejst sig, så er krisen ikke ovre for alle, og de sidste virksomheder i vores erhverv er først sluppet fri af tremmerne fra deres politiske tvangslukning i denne uge.

At tro at eksempelvis nattelivet kan genåbne og på to måneder skabe et overskud, der svarer til størrelsen på de moms- og a-skatteregninger, der allerede skal falde den 1. november, er urealistisk. Også set i lyset af, at de samtidig skal igangsætte tilbagebetaling til øvrige kreditorer.

Så når vi efterspørger en afdragsordning, så er det ikke fordi, det er ’nice to have’. Det er ’need to have’. Der er ingen tvivl om, at det er i både statskassen og virksomhedernes interesse, at der sker en tilbagebetaling, når alternativet er virksomhedslukninger og konkurser, hvilket resulterer lånene til det offentlige må afskrives til nul.

Skulle dele skrivebord med politikerne
Turisme- og oplevelseserhvervet tilbyder fantastiske muligheder for, at motiverede kan få foden under eget bord og blive deres egen chef.

Desværre skulle de selvstændige i løbet af krisen pludselig dele skrivebord med politikerne, der med coronakortet i hånden kunne tage alvorlige beslutninger med enorm indflydelse på virksomhedernes drift, der resulterede i, at dele eller hele deres forretningsgrundlag med kort varsel forsvandt ud af hænderne på dem.

Turisme- og oplevelseserhvervet består af passionerede mennesker, der brænder for at skabe oplevelser. Nogle står med en kro, som har været i familien i generationer, mens andre udlever deres store drøm med en forretning, der er bygget op fra bunden med blod, sved og tårer, samt alt hvad de ejer.

Disse mennesker har ikke været skyld i at coronaen spredte sig på tværs af hele kloden, men det ændrer ikke ved, at de tog ansvar, da det skete.

De viste samfundssind og holdte medarbejderne på lønningslisterne, da regeringen sagde, at de skulle holde tilbage med fyresedlerne.

Men samfundssind går begge veje, og der er brug for politikere, der hjælper erhvervet og anerkender den enorme regning, som virksomhederne har betalt under krisen. Og lytter når selvsamme virksomheder præsenterer en konstruktiv model for afvikling af gælden.

Skyhøje renter
Skatteminister Morten Bødskov (S) har i et brev til HORESTA og en række øvrige erhvervsorganisationer skrevet, at virksomhedernes coronalån fra staten kan flyttes over i bankerne, hvor der er ”gode kreditfaciliteter til rådighed”.

De fleste virksomheder har allerede snakket med banken under krisen, og hvis vores erhverv skal ud og refinansiere kreditter på baggrund af deres coronaregnskaber, så vil det være til skyhøje renter og lån med en kort løbetid, som er de knapper låneinstitutterne kan skrue på. Derfor er det ikke en mulighed.

Vi forstår udmærket, hvis bankerne ønsker markedskræfterne igen får frit løb på lånemarkedet, men det er ikke en reel mulighed i dette scenarie, hvor problemerne er opstået, mens selvsamme kræfter var sat ud af spil.

Der bør laves en mere faktabaseret og velovervejet model, der sikrer, at det udelukkende er ramte virksomheder, der skal tilbydes en afdragsordning på de offentlige lån. Brancher der har optaget lån til nul procent fra staten, alene fordi muligheden bød sig, uden at de lider som følge af coronaen bør igen vises vej til bankerne låneprodukter eller tilbagebetale.

Hele turisme- og oplevelseserhvervet vil rejse sig igen på den anden side af krisen, og branchen vil atter blive en af de stærkeste vækst- og jobskabere her i landet. Ligesom vi var inden coronaen. Men det kræver lydhørhed og løsninger, samt en politisk vilje til at hjælpe både alle virksomheder og deres ansatte med ud af krisen.