- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Amex GBT overtager konkurrenten Egencia

American Express Global Business Travel har gennemført overtagelsen af erhvervsrejsebureauet Egencia fra Expedia . I Danmark er Amex GBT og Egencia to af de største erhvervsrejsebureauer.

Det globale erhvervsrejsebureau American Express Global Business Travel (GBT), oplyser i pressemeddelelse tirsdag eftermiddag, at man har fået papirerne på plads til at gennemføre overtagelsen af erhvervsrejsebureaukæden Egencia, der har været ejet af Expedia Group. Prisen oplyses ikke.

Giganten Expedia Group tæller udover Egencia også varemærker som Hotels.com, Trivago og Travelocity. Expedia bliver som led i aftalen mindretalsaktionær i GBT ligesom Expedia bliver leverandør til GBT på en række områder.

Nyheden er så ny, at der endnu ikke er kommet en pressemeddelelse fra GBT i Norden om, hvad konsekvenserne af GBT’s overtagelse af Egencia bliver på nordisk plan.

I starten af maj i år meddelte GBT, at man ville søge at overtage Egencia.

I dagens pressemeddelelsen skriver GBT, at man vil investere i Egencia-varemærket, herunder medarbejdere og teknologi. Samtidig fremhæves det, at GBT og Egencia sammen vil blive endnu stærkere inden for alle områder med forretningsrejser.

Paul Abbott, GBT’s koncernchef, siger: ”At bringe GBT og Egencia sammen vil skabe en vinderformular, der vil definere fremtidens rejser.”

Mastodonter i Danmark
Egencia købte i 2012 da daværende nordiske erhvervsrejsebureau Via Travel, der efterfølgende skiftede navn til Via Egencia og som siden 2016 blot har heddet netop Egencia.

Paul Abbott, koncernchef for GBT, sagde i maj i en pressemeddelelse: ”Vores strategi er at give kunderne et uovertruffen valg ved at have de bedste løsninger til hvert administreret segment, som vi betjener. Egencia vil blive styrket af GBTs supplerende teknologi, udviklingsevne og banebrydende indhold. Dette vil skabe nye muligheder for både multinationale og små og mellemstore kunder (SMV), leverandører og de talentfulde teams inden for begge organisationer.”

I 2019, sidste normale rejseår før coronakrisen, var Amex og Egencia sammen med CWT de tre største erhvervsrejsebureauer i Danmark. Samlet havde trioen over halvdelen af omsætningen blandt erhvervsrejsebureauerne i Danmark.

American Express Global Business Travel, Amex GBT omsatte i 2019 for 1,5 milliarder kroner i Danmark, Egencia omsatte samme år for omkring 1,35 milliarder kroner, skønnede Dansk Brancheanalyse overfor STANDBY.dk, mens CWT i 2019 omsatte for 1,3 milliarder kroner i Danmark.

Relaterede artikler:

”Lærer vi ikke af coronakrisen, lærer vi aldrig noget”

Egencia lukker fysisk salgskontor i Aarhus

Egencia tabte halvdelen af sit overskud

Amex GBT mistede milliard i omsætning i 2020

Kæmpe fusion på vej: Amex GBT vil købe Egencia