Ny analyse fra Spar Nord og Bilbasen viser, at forskellen i omkostninger kan være betydelig ved at vælge elbil fremfor benzinbil – især når bilens totaløkonomi regnes med i kørselsbudgettet.
Kør-selv-ferien er populær ferieform blandt danskerne, men det er langt fra ligegyldigt for feriebudgettet, hvilken bil man kører i.
En ny analyse fra Spar Nord og Bilbasen viser, at der kan være flere tusinde kroner at spare ved at tage turen i elbil fremfor benzinbil – særligt når hele bilens totaløkonomi regnes med. Ud over brændstof eller el tæller også slid, værditab og vejafgifter i det samlede regnestykke.
Det skriver Spar Nord og Bilbasen i en pressemeddelelse. I den siger Jens Nyholm, cheføkonom i Spar Nord:
”Hvis man har planlagt sommerferien med bil mod destinationer som Gardasøen, den franske riviera eller Adriaterhavskysten, er det ikke uvæsentligt for budgettet, om turen køres i en benzin- eller elbil. Elbilen er markant billigere.”
Ifølge analysen koster turen tur/retur til Gardasøen fra Aarhus cirka 9.000 kroner i benzinbil og godt 6.800 kroner i elbil. Fra København er forskellen næsten den samme.
Udbygget ladeinfrastrukturen i Europa
”Det er generelt blevet billigere at være elbilejer. Priskrigen mellem producenterne har presset priserne på nye elbiler ned, og samtidig er afskrivningerne faldet. Når bilen også holder værdien bedre, bliver det billigere at eje den, når man ser på de samlede omkostninger over flere år,” siger Jan Lang, markedsanalytiker hos Bilbasen og uddyber:
”Dertil kommer, at det i dag er langt nemmere at køre på ferie i elbil end tidligere. Ladeinfrastrukturen i Europa er udbygget, og med lidt planlægning kan man finde både hurtige ladere og fornuftige priser.”
Som andre eksempler nævnes, at hvis turen går fra Aarhus til Istrien i Kroatien koster det knap 10.400 kroner i benzinbil, mens elbilen klarer samme tur for godt 7.900 kroner. Går turen i stedet fra København til den franske riviera, er prisen cirka 11.100 kroner i benzinbil og 8.600 kroner i elbil.
Undersøgelsen baserer sig på beregninger af TCO (Total Cost of Ownership), der tager udgangspunkt i de 10 mest solgte nye biler og de 10 mest solgte brugte biler i Danmark fra januar til og med maj i år.
TCO-gennemsnittet for benzinbiler er på 2,78 kr./km og for elbiler 2,07 kr./km, hvilket er inklusive omkostningerne til forbrug af benzin/el.
Ved beregning af vejafgifter med Viamichelin.com er der valgt den hurtigste rute. Omkostninger ved afrejse fra København er beregnet eksklusive Scandlines-færgeoverfart.
Relaterede artikler:
Amsterdams lufthavn får et af Europas største biludlejningsanlæg
Seks gange dyrere at oplade elbilen i det dyreste europæiske land end det billigste
Biludlejningsgigant dropper yderligere 10.000 elbiler