- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Analytiker forudser SAS-fyringer

De ansatte hos SAS kan ikke være sikre på at undgå fyringer, efter halvårsregnskabet bliver præsenteret

Når SAS i dag til morgen præsenterer halvårsregnskabet for 2008, så bliver det ifølge Jyske Banks analytiker kun et spørgsmål om, hvor stort tabet bliver. 
Ifølge Karsten Sloth, aktieanalytiker for Jyske Bank, er andet kvartal traditionelt bedre for flyselskaber end første kvartal. Til trods for det mener han, at selskabet vil præsentere et anseeligt underskud. 
»Det er problematisk, når man også taber penge i de kvartaler, hvor man ellers burde tjene sine penge«, siger Karsten Sloth til politiken.dk 
Karsten Sloth forventer, at der kommer en opstramning af spareplanerne, når regnskabet med det forventelige underskud bliver præsenteret. Det er disse besparelser, som kan resultere i flere fyringer. 
»Skal antallet af fly tilpasses, må det også gå udover antallet af medarbejdere«, siger Karsten Sloth. Han vurderer dog, at aktien, som ellers ville komme under pres af underskuddet, vil blive stabiliseret af de eventuelle spareplaner. 
Analytikere peger på, at SAS på længere sigt har to muligheder. Den ene er, at SAS fusioneres med et af de store europæiske ?yselskaber – Lufthansa, Air France/KLM eller British Airways. Den anden mulighed er, at SAS forbliver selvstændig, men begynder helt forfra ved at opsige medarbejdernes mange aftaler. Dermed kan selskabet komme ned på et omkostningsniveau som de øvrige mellemstore ?yselskaber – og dermed være skarpere i konkurrencen om passagererne. 

Skrevet af Hanne Aaen Lassen