- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Apollo på vej mod rekord

Kuoni Scandinavia med Apollo, Falk Lauritsen og flyselskabet Novair, er på vej mod et rekordresultat.

Det fremgår klart, efter selskabet har præsenteret sit resultatet for årets første ni måneder. Omsætningen er øget med 20% til SEK 5.185 millioner mod SEK 4276 millioner året før. Resultatet før skat og renter (EBIT) blev SEK 329 millioner mod SEK 228 millioner året før.

 

”Vi har opnået et solidt resultat og konsoliderer vores position”, siger Leif Vase Larsen, koncernchef for Kuoni Scandinavia. ”Hårde tider er på vej, og den økonomiske afmatning kommer også til at påvirke os, men vi er overbevist om, at vi har en fornuftig platform for fremtiden”.

 

2008 ser ud til at blive det bedste år i Apollos historie. Bookingindgangen ligger højere end sidste år ved samme tid, og Apollo kommer til at sælge ca. 150.000 rejser på det danske marked, hvilket er det højeste nogensinde. Den finansielle krise kommer til at påvirke væksten noget i løbet af fjerde kvartal. Bookingen af sommerrejser er startet en smule mere forsigtigt end sidste år. Charterbranchen regner med at mindske det totale oplæg med 10%.

 

”Den finansielle krise har ikke haft negativ effekt på tredje kvartal. Vi må imødese, at krisen vil afspejle sig i et vist omfang. Vi vil udbyde flere rejser til billigere rejsemål, da det er det, de danske børnefamilier primært vil efterspørge, og vi har ligeledes reduceret vores oplæg for næste sommer med cirka 10%”, siger Jan Lockhart, adm. direktør i Apollo Danmark.

 Moderselskabet Kuoni Holding Ltd opnåede et resultat før skat og renter (EBIT) på CHF 119,7 millioner, hvilket er en stigning på 15,7%. Omsætningen øgedes til CHF 3.775 millioner, hvilket er en stigning på 7,4% sammenlignet med samme periode året før.  

Skrevet af Flemming Juul