- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Apple køber flybilletter for milliardbeløb

IT-giganten er United Airlines’ største kunde i San Francisco, hvor Apple i snit køber 50 business class-billetter om dagen til Shanghai. United-reklame viser Apple-destinationer med størst omsætning.

Star Alliance-medlemmet United Airlines kom muligvis uforvarende til at afsløre en række af sine største kunder ud af sit hub i San Francisco. Det skete med bannerreklamer, der skulle fortælle hvor store United er i storbyen på den amerikanske vestkyst.

Her fortalte banneret i San Franciscos lufthavn, at Apple er flyselskabets største kunde og alene på flyvninger fra San Francisco årligt køber billetter for 150 millioner dollars, omkring en milliard kroner – og at største destination i omkostning til flybilletter er Shanghai, skriver Twitter-kontoen LAFlyer, der opdagede Uniteds PR-banner i lufthavnen.

Apple er en af mange high tech-virksomheder i det såkaldte Bay Area ved San Francisco ligesom hovedkvarteret Apple Park ligger en times kørsel fra lufthavnen.

United får i alt nævnt 13 store virksomheder blandt dets topkunder ud af San Francisco – nogle af de andre store er Facebook og Google, der begge årligt køber for over 34 millioner dollars United-flybilletter ud af San Francisco.

De 10 største Apple-destinationer
Banneret i United-terminalen i San Francisco får også nævnt de ti Apple-destinationer, hvortil koncernen bruger flest penge hos United. Shanghai er største rute ud af San Francisco for Apple hos United – Apple køber i snit alene 50 business class-billetter om dagen på strækningen, hedder det.

Shanghai benyttes formentlig også af Apple, fordi der herfra er ruter til en række regionale lufthavne i Kina, hvor Apple-partnere kan have hovedkontorer eller filialer.

De øvrige på Apple Top 10-listen over United-destinationer, der bruges flest penge på at købe flybilletter til ud af San Francisco er efter Shanghai destinationerne Hong Kong, Taiwan, London, Sydkorea, Singapore, München, Tokyo, Beijing og Tel Aviv.

Relaterede artikler:

Boeing leverer B787 Dreamliner nummer 787

Singapore Airlines klar til verdens længste rute

Air New Zealand får hidtil længste rute