- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Askeskyerne driller stadig

Selv om det nu er muligt at vurdere i tre zoner, rammer lukning igen dansk indenrigstrafik fra kl. 10, men ellers er trafikken på vej mod det normale over hele Europa.

Netop som det gik så godt, kommer der nye restriktioner på grund af askeskyer over Danmark. I aftes var Naviair meget længe om at komme med beregninger – faktisk over to timer mere end beregnet og tæt på midnat – og så var København fortsat i frizonen. I hvert fald indtil kl. 14 i dag. Det er meget apropos det tidspunkt, da Cimber Sterling forventer at have alle sine strandede passagerer hjemme. SAS regner med at have alle hjemme i løbet af et par dage.

 

Derimod så det ikke så godt ud for en linie fra Aalborg ned mod Fyn tilbage til Vestjylland og ud i Nordsøen. Det betyder i hvert fald lukning af Aalborg og Tirstrup, og måske kan Billund også komme i farezonen.Her til morgen lukkes også Malmø Lufthavn fra kl. 10.

 

Meget vil afhænge af, hvilken zone af de tre området ryger ind i. Der er den helt frie, som Danmark i går befandt sig i. Så er der zone 2, hvor der efter Cimbers vellykkede prøveflyvning også tillades flyvning på visse betingelser. Der var heller ingen aske i motorer eller andre steder på Cimbers ATR-fly.

 

Til gengæld er der en rød zone, hvor flyvninger overhovedet ikke tillades på grund af stærk koncentration af vulkanaske i skyerne.

De nye meldinger går også ud på, at flytrafikken til og fra Færøerne og Grønland er stoppet indtil videre.

 

Skrevet af Ejvind Olesen