I Athen mener borgmesteren, at udstedelsen af nye hotellicenser skal forbydes. Fra branchen i byen lyder det, at der er brug for mere planlægning, hvis turismen skal være bæredygtig.
Athens borgmester, Haris Doukas, har luftet muligheden for at indføre restriktioner på udstedelsen af nye hotellicenser i den græske hovedstad. Det skete ifølge Euronews under arrangementet “This is Athens – Agora”.
I forvejen har politikerne i Athen indført forbud mod udstedelsen af tilladelser til korttidsudlejning i tre områder i byens centrum, og det er de samme tanker, som borgmesteren altså nu vil udvide.
Borgmesteren siger, at det er nødvendigt at se på, hvor mange hoteller byen har brug for, og hvor, mens han også mener, at byen er nødt til at overveje, hvor stor en ekstra turistbelastning man kan bære.
“Vi må ikke blive Barcelona. Vi skal forstå, at der findes områder, som er mættede og ikke kan rumme flere senge – uanset om det er korttidsudlejning eller ej. Når vi taler ved arrangementer rundt om i verden, ser vi, at der ikke kun sættes loft over korttidsudlejning, men også over hoteller – særligt i ‘mættede’ områder,” siger Haris Doukas.
Vil ikke være den første by
Data fra INSETE viser, at der er 68.934 hotelsenge i Attika-regionen. Heraf er 35.000 placeret i det centrale Athen.
Folk i byens hotelbranche har selv erkendt, at der har været en markant stigning i antallet af hoteller i Athen i de seneste år, og at det skaber spørgsmål om bæredygtighed for både branchen og byens turisme.
Hvis et forbud mod udstedelsen af nye hotellicenser faktisk bliver indført, så vil Athen ikke være den første europæiske by, som har gjort det. Det er nemlig allerede sket i Barcelona og Amsterdam. Athen Kommune har i forvejen lanceret et overvågningsorgan, som skal holde øje med turismens påvirkning i byen.
Branchen efterspørger plan
Under arrangementet This is Athens – Agora, hvor borgmesterens tanker blev luftet, lød det fra formanden for Athens – Attica & Argosaronic Hotel Association, Evgenios Vassilikos, at der er behov for en samlet plan for kapaciteten i Athen.
Han pegede på, at det ikke kun er korttidsudlejning og hoteller, men også andre former for turistovernatning som værelser til leje og møblerede lejligheder, som har set en stigning.
Han mener ikke, at der er behov for at opfinde den dybe tallerken for at løse udfordringerne. Han peger på, at man i Barcelona har forbudt korttidsudlejning fra 2028, og at der ikke er udstedt nye hotellicenser siden 2017, og at man bør overveje, hvor man ønsker, Athen vil være om 10 til 15 år.
Eksempelvis har Athens politikere et ønske om at omdanne det olympiske Tae Kwon Do-stadion i byen til et konferencecenter. Det vil skabe øget behov for kapacitet i Athen, og så kræver det, at byen nøje planlægger, hvor mange fire- og femstjernede hoteller der bliver behov for nævner Evgenios Vassilikos.
Athen er i dag den mest populære destination i Grækenland med 12 millioner internationale ankomster i 2025, mens det samlede antal besøgende anslås at være tæt på 10 millioner.
Relaterede artikler:
Spanske politikere skændes atter om overturisme