- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Atlantic Airways dropper eget bonusprogram

FLYSELSKABER: Det færøske flyselskab Atlantic Airways tilbyder fra 1. april sine bonusmedlemmer øgede muligheder via SAS’ EuroBonus-program. Samtidig udfases Atlantic Airways’ eget bonusprogram, Súlu.

FLYSELSKABER: Det færøske flyselskab Atlantic Airways tilbyder fra 1. april sine bonusmedlemmer øgede muligheder via SAS’ EuroBonus-program. Samtidig udfases Atlantic Airways’ eget bonusprogram, Súlu.

Dermed går Atlantic Airways fra to til ét bonusprogram. Medlemmer af Súlu-programmet skal bruge deres Súlu-rejser senest 31. marts næste år.

Atlantic Airways har valgt et tættere samarbejde med SAS EuroBonus, fordi det er et omfattende bonusprogram, som kunder kan drage fordel af f. eks. i form af bonusrejser, når de rejser med Atlantic Airways, eller når de skal rejse med SAS og Star Alliance selskaber.

Hidtil har rejsende med Atlantic Airways haft mulighed for at optjene såkaldte ”Extra points” til at bruge på flyrejser, hoteller eller andet i EuroBonus-programmet. Nu udvides programmet således, at rejsende med Atlantic Airways i stedet vil optjene ”Basis points” og derigennem få et stærkere medlemskab i EuroBonus, alt efter billettype og hvor meget de flyver. Afhængigt af optjente point, opgraderes medlemskabet til Sølv-, Guld- eller Diamant-niveau.

Fra 1. april bliver det også muligt at booke bonusrejser som enkeltbilletter med Atlantic Airways. Tidligere var det et krav, at der skulle være optjent nok af points til en returrejse. En anden forbedring er, at EuroBonus medlemmer i løbet af foråret vil få direkte adgang til at booke bonusrejser med Atlantic Airways på SAS’ hjemmesider.

Rejsende med Atlantic Airways, som har Guldkort fra EuroBonus, vil også fra 1. april i år kunne bruge ”CPH Express Fast Track” i sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn.

”Vi forsøger at have en så lempelig overgangsperiode, som muligt, efter at kunderne i mange år har været vant til Súlu-programmet,” siger Jørgen Holme, direktør i Atlantic Airways.