- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Bøde for misbrug af Tivolis navn

Sexkanal må betale dyrt for misbrug af Tivolis navn.

Tivoli er ikke kun et kun en andet ord for en forlystelsespark. Det er også et af Danmarks tre stærkeste varemærker. Derfor gik der kun en time, før en advokat blev sat på sagen, da Tivoli A/S i fjor opdagede, at et firma begyndte at bruge navnet ”Tivoli Night” som overskrift for de pornofilm, firmaet viser om natten på en københavnsk lokalkanal. Det skriver Ritzau.

 

Et fogedforbud fulgte hurtigt, og Sø- og Handelsretten har nu bestemt, at Innocent Pictures ApS skal betale 300.000 kroner i godtgørelse og 50.000 kroner i bøde for misbruget. Tivoli A/S havde forlangt hhv. en million og 100.000 kr.

 

Tivoli A/S i København har registreret navnet på 60 forskellige måder, og den gamle have henter i dag tæt på en tredjedel af sine indtægter på at sælge retten til at bruge navnet.

For eksempel betaler Citibank flere millioner kroner om året for at kunne lave et Tivoli Mastercard med havens navn og silhuetmærke, og Arp-Hansen Hotel Group, der vil bygge et hotel på Kalvebod Brygge, lægger otte millioner kroner på bordet og vil årligt betale mellem to og fire millioner kroner for at kalde hotellet Tivoli Hotel. Det skriver Ritzau.

 

Tivoli er, fastslår Sø- og Handelsretten, et velkendt mærke, hvis særpræg kan lide betydelig skade, hvis indehaveren af retten til mærket ikke selv bestemmer anvendelsen. Derfor er ordet beskyttet som varemærke, og derfor vandt den gamle have sagen.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen