Ni ud af ti virksomheder går glip af store produktivitetsbesparelser, hvis deres rejsebookingsystem ikke er integreret med virksomhedens system. Det viser en ny undersøgelse.
Undersøgelsen er udført af Cranfield University for reservationssystemet Amadeus og fokuserer på effekten af IT-løsninger i rejsebranchen og hvordan firmaernes rejsebookingsystem kan give øget effektivitet.
Undersøgelsen viser, at 92 % af virksomhederne går glip af produktivitetsfordelene, ganske enkelt fordi der mangler en opkobling til virksomhedssystemet.
Mindre end hver tiende virksomhed integrerer rejsebookingsystemet med virksomhedssystemet, hvor bl.a. omkostninger for rejser indberettes. Disse 8 % noterede betydelige fordele inden for bl.a. tidsbesparelser.
Den gennemsnitlige omkostningsbesparelse for virksomheder med Amadeus’ bookingsystem e-Travel Management er 10-20 %, oplyser Amadeus.
Hvis et firma f.eks. har 2.000 rejsende, som tilsammen foretager ca. 20.000 rejser om året med en omkostning på 100 mio. kr., er besparelsen 10-20 mio. kr. årligt.
”Vi udvikler løbende vores systemer, og i den nye funktion, Single View, er al information tilgængelig i ét vindue. Det bliver dermed muligt at sammenligne pris, afgange og ledige pladser på rute- og lavprisfly samtidig med, at man kan blande f.eks. Business- og Economy Class,” siger Anders Bengtson, kommunikationschef hos Amadeus Scandinavia.