På søndag mødes tre store krydstogtskibe fra Cunard-rederiet, Queen Mary 2, Queen Elizabeth 2 og det nye Queen Victoria ved det sydlige Manhattan. Og med Frihedsgudinden som baggrunden kommer der et kæmpe fyrværkeri.
Queen Victoria blev navngivet i sidste måned i Southampton og besøgte bl.a. København på sin jomfrurejse.
Det nye flagskib er netop afsejlet på en tre måneder lang jordomrejse – på turen over Atlanten har Queen Victoria selskab af QE2.
Og når de to skibe anløber New York, mødes de med QM2, som har hjemhavn i Brooklyn.
Det bliver sidste gang, de tre skibe er sammen. Senere på året pensioneres Queen Elizabeth 2 og bliver hotelskib i Dubai.
Cunard-rederiet er ved at bygge en ny Queen Elizabeth, som forventes søsat i 2010.