- STANDBY.DK - https://standby.dk -

FaroeJet er kommet for at blive

Det nye luftfartsselskab FaroeJet tilbageviser alle forlydender om, at selskabet skulle være truet af lukning.

”Vi er kommet for at blive og er godt med i konkurrencen på det dansk-færøske marked,” siger administrerende direktør Jóhan E. Simonsen, FaroeJet.

Han erkender, at passagertallet i de første tre måneder af selskabets eksistens ikke har været i overensstemmelse med det budgetterede, men derfra til at lukke er der et stykke vej.

”Selskabets bestyrelsesformand har i forbindelse med en status efter de første tre måneders drift sagt til en færøsk avis, at hvis ikke belægningen blev bedre, så kunne konsekvensen blive, at vi måtte overveje andre muligheder. Og det er netop det udsagn, der er blevet groft overfortolket,” siger Jóhan E. Simonsen til Stand By.

FaroeJets direktør afviser blankt, at selskabet skulle være kommet i akutte økonomiske vanskeligheder. Snarere tværtimod.

“Vi har nu opereret på ruten mellem København og Færøerne siden maj og må konstatere, at vi nu øger vores markedsandel på både passager- og fragtsiden. Vores største udfordring er ikke uventet at øge antallet af rejsende med FaroeJet, og på det punkt er vi optimistiske, fordi vi har et rigtig godt produkt” siger Jóhan E. Simonsen.

Han tilføjer, at FaroeJet i den kommende tid vil iværksætte en række initiativer, der også skal gøre selskabet mere synligt på det danske marked.

Skrevet af