Når der både skal spilles mere offensivt samtidig med, at forsvaret skal styrkes, bliver midtbanens folk endnu mere afgørende for resultatet. Hvadenten det er fodbold eller luftfart. - Det kunne man godt lige give en tanke efter gårsdagens møde i Stockhol
Af Ejvind Olesen
DET VAR 33. gang jeg skulle prøve at danne mig en ide om fremtiden efter et årsmøde i SAS. Og en goddag til den syvende præsident i min tid som aktiv journalist med SAS som stofområde. Lad det være sagt straks: Det er ikke blevet lettere.
Det eneste man kan være nogenlunde sikker på er, at børsanalytikerne ikke er tilfredse. For dem vil der – i hvert fald, når de bedømmer om luftfart – altid være mørke skyer, der truer i horisonten. Sagt på en anden måde: Man må aldrig være rigtig glad.
Det var nemlig nogle vidt forskellige signaler, der udgik fra gårdsdagens møde ovenpå årsregnskabet med et pænt plus, og en betydelig forbedring af gælden efter salget af hotelkæden. Både ledere og koncernchef var tydelig optimistiske, og i Københavns gav SAS-chef Susanne Larsen lagkage for at fejre et godt resultat.
SAMTIDIG begyndte aktiekursen at falde, fordi analytikerne havde ventet et endnu bedre resultat. Og fordi vi alle har set, at den i den seneste måned at kommet alt for højt op.
Hvad nu hvis brændstofpriserne igen stiger. Eller lavprisselskaberne får bedre fat. Er flyflåden ikke for gammel, og er besparelserne for små?. Lønningerne er også alt for høje.
De hørte heldigvis ikke, at Mats Jansson et eller andet sted begyndte at fremhæve Ryanair og Easyjets udgiftsniveau, som han gerne ville tilstræbe. Jørgen Lindegaard sammenlignede dog altid med Finnair. Hvis der er Ryanairs lønniveau Jansson vil ned på , ville jeg også få lagkagen galt i halsen, hvis jeg var ansat i SAS.
Det meste af det regnskab vi fik i går er Lindegaards. Hans linie er fortsat og forbedret. Det han ikke mente var tilrådeligt – angiveligt før nu – var en mere offensiv linie. Noget med at angribe og forsvare (bespare) på samme tid. Det kan være lidt af et kunststykke og kræver en meget bevægelig midtbane, og en god coach.
Der er ingen tvivl om, at SAS især til piloter og kabinepersonale, ligger for højt ud fra et koncernsynspunkt og ikke mindst ud fra en konkurrencebetragtning. Kunststykket ligger i at forhindre, at det ikke bliver endnu værre ved de kommende overenskomstforhandlinger.
TIL GENGÆLD er der grund til at kippe med flaget over den vending, der er sket med belægningsprocent og gennemsnitsindtjening pr. solgt flysæde (yielden). Det er her broderparten af de ekstra fire milliarder kroner, som Jansson og Co skal op på i årlig indtjening, skal komme.
Samt naturligvis fra de ekstra kunder, som man regner med at kapre ved at vende tilbage til den gode gamle servicemodel. Bedre mad, flere fast track udenom sikkerhedskøer, større lounger, bedre sæder, mere plads – i hvert fald til alle dem, der betaler, hvad man kan kalde fuld pris. Bonuskunder og kernekunder.
En bedre udnyttelse af den interkontinentale flyflåde i retning af mere sæsonbestemt fartplan, men desværre ikke med de to nye langdistancefly, som for alvor kunne have gjort en forskel, er en spændende nyskabelse.
Mats Jansson indledte pressemødet med at melde ud : “Krisen er ovre.” – Det uddybede han sener med bemærkningen om, at truslen om krak, udenlansk overtagelse og andre dystre spådomme, kan afblæses.
Nu skal der indtil 2011 arbejdes på at tjene tre til fire milliarder mere om året for at tilfredsstille aktionærerne. Bestemt ikke nogen umulig opgave.
Men, det kan næppe tilfredsstille analytikerne. De vil finde optræk til andre mørke skyer i horisonten.