- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Ydmyg over at administrere danskernes rejsesygesikring

”Vi går til opgaven med stor ydmyghed,” siger vicedirektør i SOS International, Jan Sander (foto), efter SOS vandt den trecifrede millionkontrakt om fra årsskiftet at administrere den danske rejsesygesikring.

Det gule Sygesikringskort får 1. januar ny operatør til skadesager. SOS fik opgaven i konkurrence med indehaveren af kontrakten de seneste 30 år, Europæiske Rejseforsikring, ligesom Falck og Gouda Rejseforsikring var med i sidste del af Danske Regioners udbudsrunde. Det var også Tryg Forsikring kvalificeret til, erfarer Take Off – men Tryg valgte at stå af.



Opgaven for SOS omfatter fra 2008 bl.a. refusion af regninger og alarmsager for danske rejsende, der kommer til skade i sygesikringens dækningsområder. Dækningsområdet reduceres fra årsskiftet, hvor bl.a. Egypten, Kroatien og Tyrkiet glider ud.



Alle danskere med det gule sygesikringsbevis er dækket under private rejser af op til 30 dages varighed indenfor Europa. Årsrejseforsikringer supplerer det gule kort.



Jan Sander, vicedirektør hos SOS, sagde sent tirsdag i pressemeddelelse: ”Vi bliver garant for, at ordningen fungerer optimalt. Vi har de nødvendige funktioner.”



Take Off bragte allerede i går morges nyheden om, at SOS havde vundet kontrakten med Danske Regioner.



SOS administrerer også ”Det Røde Kort,” som dækker kaskoforsikrede danske bilister i Europa.

I forvejen er SOS, ifølge egne oplysninger, største leverandør af assistance til f.eks. årsrejseforsikrede skandinaver.



SOS, der årligt assisterer i over 70.000 sager, har 350 medarbejdere, hovedkvarter i København samt ca. 30 repræsentationer verden over.



Beslutningen om den fremtidige forpagter af den store millionkontrakt træffes af Danske Regioner. Ifølge afgørelsen fra Regionernes Takstnævn, som Take Off er i besiddelse af, fik SOS bl.a. kontrakten ved at tilbyde en administrationspris på under det halve af den nærmeste af de tre andre tilbudsgivere.

”SOS’ faste pris er kun halvt så høj som næstbilligste tilbud,” hed det fra takstnævnet under Danske Regioner.



SOS ejes af 24 nordiske forsikringsselskaber.



HB

Skrevet af