Royal Cliff får plads til 8.000 konferencedeltagere – vandt pris som bedste konferencecenter i Asien.
Et af Thailands mest berømte hoteller, Royal Cliff, Pattaya, vandt i går præmien som det bedste konferencecenter i Asien-Stillehavet. Præmien blev uddelt efter IT&CMA/CTW 2005 MICE-messen , som netop blev holdt i Pattaya på Royal Cliffs konferenceafdeling PEACH, Pattaya Exhibition and Convention Hall.
Royal Cliff fejrede præmien med at fortælle, at Royal Cliff nu går i gang med en omfattende udvidelse af konferenceafdelingen. ”Vi går i gang i slutningen af året og regner med at være færdige i midten af 2007. Så vil vi gå fra at have plads fra 5.800 til 8.000 konferencedeltagere. Vi ved endnu ikke nøjagtigt hvad investeringen vil blive, men omkring 10 – 15 mio. US Dollars,” siger Panga Vathanakul, ejer og administrerende direktør for Royal Cliff til Stand By i Pattaya.
”Gæsterne vil ikke komme til at mærke noget til ombygningen. Tilbygningen kommer bag ved den nuværende konferencebygning, langt væk fra hotellet. Vi skal ikke udvide værelserne. Vi har 1.500 værelser på hotellerne. Det er nok, for vi kan trække på en lang række gode hoteller i Pattaya by, hvor der i alt er 30.000 hotelværelser. Jeg ved ikke om plads til 8.000 konferencegæster nu er nok. Det siger vi hver gang vi udvider. Men vi skulle være fremtidssikret med den udvidelse,”
siger Panga Vathanakul.
Royal Cliff består af fire hoteller, bl.a. den meget eksklusive Royal Wing, 10 restauranter, fem swimmingpools, syv tennisbaner, 2 spas og 18 internationale golfbaner i området. ”Vi har nu fået 11 priser og vi er lige glade for dem alle sammen,” siger Panga Vathanakul.