Prisen betyder mest, når kunderne skal vælge flyselskab, siger Sterling.
”Sterlings undersøgelse svarer til, at en italiensk restaurant spørger gæsterne, om de kan lide italiensk mad,” siger talsmand fra kundegruppe i Spanien.
Efter prisen er afgangstider og service de mest afgørende faktorer ved bestilling af flybilletterne, siger Sterling og henviser til en undersøgelse, lavprisselskabet selv har gennemført blandt blot cirka 300 passagerer.
69 % af de adspurgte fløj ifølge Sterling med selskabet pga. prisen. Også muligheden for at ændre billetter (mod afgift) og hjælp til transfer til og fra lufthavnen har betydning. Gratis kaffe/te og bonuspoint vægtes ikke særligt højt af Sterlings kunder, siger undersøgelsen.
Sterling spurgte tidligere på måneden kunderne på afgange til London om deres tilfredshed med Sterling. 77 % var tilfredse eller meget tilfredse, og tre ud af fire sagde, at de ville flyve med Sterling igen.
”Prisen er altafgørende. Undersøgelsen bekræfter, at fly til tiden og til lavpris er kerneværdier. Undersøgelsen er gennemført på ruter med en del forretningsrejsende,” siger Michael T. Hansen, direktør for forretningsudvikling i Sterling.
Men Sterlings egen undersøgelse giver ikke et retvisende billede af kundernes ønsker, mener interesseorganisation i Spanien.
”At 69 % af Sterlings passagerer valgte Sterling pga. prisen er sikkert korrekt, men undersøgelsen og tallet afspejler ikke forbrugernes generelle holdning,” siger Torben Wilkenschildt fra Radio Solymar. Radiostationen har drevet dansk lokalradio i Sydspanien i 18 år – og taget initiativet til hjemmesiden flyscandinavia.es pga. lytternes utilfredshed med eksisterende flyselskaber.
Solymar har egen undersøgelse via flyscandinavia.es
602 husstande med ca. 1.800 personer og 11.535 flyrejser på årsbasis deltog i flyscandinavia.es undersøgelse – hvor de bl.a. oplyste om de fem forhold, der er vigtigst for dem ved flyvninger mellem Danmark og Spanien.
Laveste billetpris udgør kun 28 %, fulgt af afgangs- og ankomsttidspunkter med 23,5 %, tilstrækkelig benplads med 20 %, rettidig ankomst af bagage med 14 % og endelig stabile fornuftige priser med 14 %, oplyser Solymar i pressemeddelelse.
”Sterlings undersøgelse svarer til, at man på en italiensk restaurant spørger gæsterne, om de kan lide italiensk mad,” siger Torben Wilkenschildt, der tog initiativet til flyscandinavia.es
Han tilføjer: ”Gennem efteråret og vinteren har flere lavprisselskabers priser været skyhøje, mens kvaliteten i afgangstider, benplads, rettidig bage og generel service ombord har været i bund. De mange meninger fra flyscandinavias medlemmer er spændende læsning på interessefællesskabets hjemmeside.”
HB