- STANDBY.DK - https://standby.dk -

SAS køber Estonian Air

SAS køber Maersk Airs 49% af aktierne i Estonian Air for 143 mio. DKK. Resten af aktierne ejes af den estiske stat med 34% og den estiske investeringsbank Cresco med 17% – SAS har dog med Cresco aftalt muligheden for at øge SAS’ ejerandel i Estonian Air. Samtidig køber SAS alle aktier i Maersk Air ...

SAS køber Maersk Airs 49% af aktierne i Estonian Air for 143 mio. DKK. Resten af aktierne ejes af den estiske stat med 34% og den estiske investeringsbank Cresco med 17% – SAS har dog med Cresco aftalt muligheden for at øge SAS’ ejerandel i Estonian Air.



Samtidig køber SAS alle aktier i Maersk Air Maintenance Estonia, et selskab i Tallinn, der står for teknisk vedligeholdelse af fly.



Købet er et led i SAS’ strategi om at styrke sin position i Baltikum – denne inkluderer SAS’ engagement i AirBaltic fra Letland og det helejede finske Air Botnia.



”Estonian Air er et lønsomt og stærkt voksende selskab i en strategisk meget interessant region. Trafikken til og fra Estland forventes at stige mindst 10% om året,” hedder det fra SAS.



Ved Estonian Airs privatisering i 1996 købte Maersk Air 49% af aktierne. I dag trafikerer Estonian fra Tallinn København, Stockholm, Moskva, Kiev, Vilnius, Frankfurt, Hamburg, Berlin, Oslo, Paris og London. Den største del af trafikken går til Stockholm og København.




Estonian har 311 ansatte og har de seneste to år haft et resultat efter skatter på 14MEEK og 39MEEK i 2002. Estonian Air vil også i fremtiden flyve under eget varemærke, oplyser SAS.



Også Maersk Air udsendte i aftes en pressemeddelelse om salget. ”Aktiviteterne i Estonian Air giver ingen synergieffekt på resten af Maersk Air Gruppen, hvorfor salget ikke får indflydelse på den øvrige drift i Maersk Air,” hedder det.




Maersk Airs afgående adm. direktør, Flemming Ipsen, siger: “Maersk Air har bidraget til den positive udvikling af Estonian Air, og vi kan nu afvikle vort engagement med et positivt økonomisk resultat, mens Estonian Air som medlem af SAS Gruppen får gode forudsætninger for sin fortsatte udvikling.”


Skrevet af