Danske DMC har netop åbnet det første incomingkontor i Århus.
DMC, som sidste fredag fejrede 25 års jubilæum, rykker ind i Århus – om end i første omgang kun med en enkelt medarbejder.
Adm. direktør for DMC, Søren Damstrup, siger til Take Off:
”Vi har navnlig om sommeren en del med Århus at gøre, når vi er agent for krydstogtskibe i byen – i denne sæson blev det til 14 anløb. Vi er i forvejen med i Århus’ Meeting Place og samarbejder selvfølgelig med turistkontoret, VisitAarhus.”
”Vi har fået flere henvendelser fra eventbureauer i Århus, hoteller eller VisitAarhus om mere incoming-relaterede opgaver, fx omfattende busudflugter for besøgende turister mm. Og fordi Århus ikke har et egentligt incomingbureau, har vi åbnet i Smilets By,” siger Søren Damstrup.
DMC har hovedkontor i København samt filialkontorer i Stockholm og Estlands hovedstad, Tallinn.
HB