- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Hårde mails mellem rejsebureauer

Her et uddrag af de e-mails der onsdag blev udvekslet mellem Team Benns’ adm. direktør, Allan Qvist, og hans modpart i Dansk Fri Ferie, Peter Anker Jensen.

Sagen mellem Team Benns og Dansk Fri Ferie – som beskrevet i historien ovenover – begyndte onsdag, da adm. direktør for Team Benns, Allan Qvist, skrev til Peter Anker Jensen hos Dansk Fri Ferie – med kopi til Rejsegarantifonden og Take Off:



”Det er usmageligt, at I via Google AdWords krænker

“Østerlindet, Thinggard og Europas”. Det er ulovligt og som branchekollega vil jeg opfordre jer til at stoppe dette omgående, da jeg ellers vil bede Rejsegarantifonden samt kurator forfølge sagen. Vi er alle interesseret i de forretningsmuligheder, denne konkurs giver, men jeres taktik er ulovlig.”



I sit svar til Allan Qvist skrev Peter Anker Jensen bl.a.:

”Jeg erindrer ikke, at du er blevet valgt til nogen form for ombudsmand af branchen…

Men nogen går i pressen for at tilbyde deres “hjælp” til strandende kunder – vi gør det på en anden måde. Jeg mener ikke, der er noget ulovligt eller uetisk i den beslutning, jeg er overbevist om, at både kurator og Rejsegarantifonden er glade for hver eneste gæst som finder en ferie et andet sted.

Ret beset er det peanuts, hvad der økonomisk kommer ud af det. Vort formål er primært at få tingene på plads så hurtigt som mulig, da enhver blæst omkring konkurser i rejsebranchen, er “bad press for all of us”.

Er Rejsegarantifonden af en anden mening, hører jeg gerne fra dem. Vi har ofte hjulpet strandede gæster og der har aldrig før været sat spørgsmålstegn ved vore metoder,” skrev Peter Anker Jensen.



De mange mails mellem de to endte for Allan Qvists vedkommende med at han bl.a. skrev:



”Min pointe udover det retslige er, at vi som branche må holde os for gode til at optræde som gravrøvere – og personligt giver det mig ubehag, når nogen i branchen iklæder sig nonne-kostume og giver den som Mother Teresa, der hjælper kunder i nød.”



Og han fik dette svar fra Peter Anker Jensen:

”I bund og grund tror jeg ikke, at vi er uenige. Det store problem er, at i vor del af branchen (kør-selv-ferier) gør globaliseringen af udbydere, at den eneste lov, der snart gælder, er jungleloven. Og det er svært når man som eneste medlem af DRF forsøger at efterleve branchens etiske regler i konkurrence med danske og udenlandske udbydere, som ikke tager regler som totalpris, brands mm særligt tungt. Vi går som regel forrest her – men der er ligesom ikke rigtig nogen der følger efter.”



HB


Skrevet af