- STANDBY.DK - https://standby.dk -

BA-chef advarer mod mellemøstlige flyselskaber

British Airways’ koncernchef advarer europæiske flyselskaber om ikke at undervurderer truslen fra flyselskaber som Emirates fra Dubai, Etihad fra Abu Dhabi og Qatar Airways.

BA’s topchef, Willie Walsh (foto), advarer mod væksten hos de store mellemøstlige flyselskaber. Han sagde forleden på konference i Bruxelles, at bl.a. Emirates fra Dubai, Etihad fra Abu Dhabi og Qatar Airways kan omforme langruter som lavprisselskabernes korte ruter i Europa.

 
“Vi har været alt for langsomme i Europa til at indse denne nye trussel,” sagde han.

Willie Walsh var optaget af aftalen mellem USA og Europa, der forbyder regerings-garantier til flyselskaber i lande, hvor Airbus og Boeing har hjemmebaner. Denne aftale udelukker europæiske mastodonter som Air France, BA, KLM og Lufthansa fra offentlige kreditter – mens flyselskaber fra bl.a. Mellemøsten kan få disse via eksportkreditter.

 
Dermed, sagde Willie Walsh, hjælper Europa med at støtte ekspansionen hos flyselskaber som Emirates. Dubai-selskabet har bl.a. bestilt 90 eksemplarer af verdens største passagerfly, Airbus 380.

 
”Emirates Airlines, Etihad Airways og Qatar Airways er vores konkurrenter – og Europa finansierer dem ved at give dem billig finansiering af nye fly. Der er noget, der ikke stemmer her – disse flyselskaber er en betydelig trussel,” sagde Willie Walsh.

 

Dermed er han på linje med Vagn Sørensen, en af Europas største luftfartseksperter. Han sagde sidste år i Take Off-Stolen, mens han stadig var i bestyrelsen for Cimber Sterling, at de store mellemøstlige flyselskaber er de største trusler for de europæiske flyselskaber på ruterne mellem Europa og fx Fjernøsten.

 

Qatar Airways er eneste af de tre nævnte mellemøstlige flyselskaber, der betjener København. Qatar Airways åbnede i marts i år på København med en lille Airbus 319 med 110 passagersæder og nærmest fyldte fly på sine fire ugentlige afgange fra København.

 

Qatar Airways lukrerer bl.a. på, at Singapore Airlines kun har tre ugentlige fly på København og at Thai Airways dagligt betjener København med B747’ere uden individuelle underholdningssystemer på dets turistklasse.
 

Fra oktober øger Qatar Airways på København med større Airbus 330-fly og skruer op for antallet af afgange. Der bliver seks fly fra februar. Med de større fly mere end fordobler Qatar Airways sit sædeudbud fra København via Doha til Asien. Mens de større fly fra København kommer selskabet op på 236 og 275 sæder på økonomiklasse og 24-30 sæder på business class afhængig af størrelsen på dets A330-fly.

Qatar Airways nærmer sig 100 destinationer – de nye er fra efteråret Hanoi og Ho Chi Minh City i Vietnam.

 

Qatar Airways knokler for at få førerposition i Danmark, inden rivalen Emirates fra Dubai måske lander inden for et år. Med udbygningen på København gør Qatar Airways det sværere for Emirates at få fodfæste.

Skrevet af redaktionen