- STANDBY.DK - https://standby.dk -

BA holder fast i Heathrow-slots

Topchef afviser at alliance med AA vil føre til aflevering af slots

Topchefen i British Airways, Willie Walsh, afviste i weekenden overfor engelske medier, at det engelske flyselskab skal aflevere nogle af sine værdifulde starttilladelser i Londons hovedlufthavn, Heathrow, i bestræbelserne på at få alliancen med American Airlines godkendt af konkurrencemyndighederne.

Ifølge avisen Sunday Times vil de eftertragtede tilladelser kunne handles for op til 20 mio. GBP pr. styk, og avisen vurderer, at konkurrencemyndighederne sandsynligvis vil forlange at de to flyselskaber til sammen opgiver op til 10 slots pr. dag.

British Airways, American Airlines og spanske Iberia offentliggjorde torsdag i sidste uge planer om at søge både europæiske og amerikanske konkurrencemyndigheder om tilladelse til en tæt alliance. British Airways har desuden bekræftet, at man er i egentlige fusionsdrøftelser med Iberia. BA har alene omkring 40 % af samtlige slots i Heathrow.

Skrevet af Christian Peschardt