- STANDBY.DK - https://standby.dk -

BA kørte af banen i Billund

LUFTFART: Af endnu ukendte årsager kørte en Airbus A319 fra British Airways tirsdag af taxibane i Billund Lufthavn. Ingen kom til skade ved hændelsen, der nu undersøges af Havarikommissionen. BA hyrede danske Jet Time til at klare returflyvningen til Heathrow.

Det uheldige British Airways-fly i Billund Lufthavn, foto via Twitter.

LUFTFART: Af endnu ukendte årsager kørte en Airbus A319 fra British Airways tirsdag af taxibane i Billund Lufthavn. Ingen kom til skade ved hændelsen, der nu undersøges af Havarikommissionen. BA hyrede danske Jet Time til at klare returflyvningen til Heathrow.

Flyet fra London Heathrow var netop landet i Billund Lufthavn med 67 passagerer, da det på vej mod lufthavnsterminalen kørte ud i græsset ved siden af en taxibane.

Lufthavnsdirektør Kjeld Zacho Jørgensen sagde i går til Vejle Amts Folkeblad, at flyet står i græsrabatten. ”Men hvad der skete, ved vi simpelthen ikke,” sagde han.

Airbus-flyet skulle være returneret fra Billund til London Heathrow kl. 11.05. British Airways sendte teknikere til Billund Lufthavn for at vurdere skaderne – og hyrede danske Jet Time til at klare returflyvningen, der kom af sted kl. 14.30, skriver TV2 Syd.

Flyet i Billund Lufthavn skal nu gennemgå tekniske undersøgelser inden det igen kommer i luften.

British Airways åbnede sidste forår sin nye rute mellem Heathrow og Billund. Den flyves 11 gange om ugen med Airbus A319, A320 eller A321 med plads til ca. 130-170 passagerer; det betyder at BA årligt vil udbyde omkring 85.000 flysæder i hver retning på ruten.

”Passagererne vil være et miks af erhvervs- og privatrejsende. Mange skal ”kun” til London – andre skal videre med bl.a. BAs langruter til USA, Sydafrika, Dubai, Hong Kong, Singapore, Australien osv. Fra London til Billund har vi mange britiske passagerer samt rejsende fra andre europæiske lande, ligesom vi kan se bookinger fra bl.a. USA,” sagde British Airways’ netop afgåede chef for bl.a. Danmark, Peter Rasmussen, sidste år til standby.dk