- STANDBY.DK - https://standby.dk -

BA lægger nyt pres på Aer Lingus

Hvis den irske stat ikke støtter British Airways’ moderselskab, IAG’s, bud på at købe Aer Lingus, vil det irske flyselskab få svært ved at overleve, siger IAG’s koncernchef. Ryanair beordret til at sælge sin aktiepost på 25 pct. i Aer Lingus – hvilket Ryanair ikke vil.

Hvis den irske stat ikke støtter British Airways’ moderselskab, IAG’s, bud på at købe Aer Lingus, vil det irske flyselskab få svært ved at overleve, siger IAG’s koncernchef. Ryanair beordret til at sælge sin aktiepost på 25 pct. i Aer Lingus – hvilket Ryanair ikke vil.

Aer Lingus skal kæmpe for at overleve, hvis ikke IAG overtager flyselskabet. Det var meldingen forleden fra IAG’s koncernchef, Willie Walsh, til irske politikere. Irland ejer 25 pct. af Aer Lingus.

Irske Willie Walsh, gennem 25 år pilot og koncernchef for Aer Lingus, har i 10 år været koncernchef for British Airways ligesom han også står i spidsen for International Airline Group, moderselskab for bl.a. BA og Iberia. IAG har for nylig for tredje gang hævet sit bud på køb af Aer Lingus – nu vil IAG betale lige over 10 milliarder danske kr. for aktierne. Det forhøjede bud støttes af bestyrelsen for Aer Lingus.

IAG er ikke mindst interesseret i Aer Lingus, fordi selskabet har 23 daglige slots – start- og landingstidspunkter – i London Heathrow. Værdien af disse slots vurderes til mindst 400 mio. euro. IAG har lovet ikke at sælge ”slots’ne” på Aer Lingus’ afgange mellem London Heathrow og Irland de kommende fem år.

IAG har sagt, at ved køb af Aer Lingus vil administrative jobs i Irland forsvinde. Men IAG vil øge Aer Lingus’ produktion, dette vil give flere arbejdspladser som piloter, kabinepersonale og flyteknikere.

Irske Ryanair har også flere gange tilbudt at overtage Aer Lingus, hvilket flyselskabet har betakket sig for. Ryanair har 30 pct. af aktierne i Aer Lingus. Og disse skal Ryanair afhænde af konkurrencemæssige årsager, hedder det i kendelse fra britisk retsinstans, Britain’s Court of Appeal. Ryanair afviser kendelsen og siger at domstolen ikke har jurisdiktion for irske flyselskaber.

Aer Lingus har 3.900 medarbejdere – og prøver i denne tid at komme af med 150 af disse for at nedskære sine omkostninger.