- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Bank på opkøb i biludlejningsselskab i Danmark

Arbejdernes Landsbank har via datterselskabet AL Finans købt 50 procent af tyske Sixt i Danmark. ”Investeringen er et stærkt signal til markedet og grobund for vækst for begge parter,” hedder det.

Den danske del af Sixt Biludlejning har fået ny medejer i form af AL Finans. Sixt har sammen med Avis, Enterprise og Hertz cirka en tredjedel af det danske marked for biludlejning; Europcar har også en tredjedel, mens den sidste del er hos mindre operatører.

I en pressemeddelelse skriver Sixt blandt andet: ”AL Finans’ investering i Sixt Danmark er, udover et stærkt signal til markedet, god grobund for vækst for begge parter, og med til at skabe en platform for udvikling og nytænkning i forhold til eksisterende og fremtidens mobilitetsløsninger.

Det nye samarbejde kommer først og fremmest kunderne til gode, da produktporteføljerne udvides, så alle mobilitetsbehov fremover kan dækkes af AL Finans eller Sixt Danmark.”

Startskuddet for strategisk samarbejde
Investeringen er samtidig startskuddet for et strategisk forretningsmæssigt samarbejde, som skal være katalysator for, at både AL Finans og Sixt Danmark kan drage nytte af en fælles større volumen. Indkøbs- og salgssiden styrkes, for både udlejnings- og leasingbiler, oplyses det.

I pressemeddelelsen siger Henrik Lund, direktør for AL Finans: ”Vi er rigtig glade for, at samarbejdet med Sixt Danmark er blevet en realitet. Vores kerneforretninger supplerer hinanden godt. Vores erhvervelse af 50 procent af Sixt Danmark gør, at vi i fællesskab kan løse alle mobilitetsbehov – fra dag-til-dag billeje til leasing på mellemlang sigt og længerevarende.”

Henrik Isaksen, bestyrelsesformand Sixt Danmark supplerer: ”Sixt Danmark er i gang med en transformation fra traditionel biludlejningsvirksomhed til moderne mobilitetspartner. Processen forstærker vi yderligere, ved at danne par med en stærk finansiel partner, AL Finans. Vores vores nye samarbejde åbner mange nye muligheder for begge virksomheder.”

Sixt, der har hovedkvarter i München, har eksisteret siden 1912 og har i dag over 3.500 udlejningskontorer i mere end 90 lande. Sixt har været på det danske marked siden 2004, her er Sixt Danmark et aktieselskab som er franchisetager for Sixt.

AL Finans har eksisteret siden 1935 og er datterselskab af Arbejdernes Landsbank.

 

Relaterede artikler:

Ny dansk Hertz-operatør prioriterer erhvervskunder

Biludlejningsgigant får fælles skandinavisk direktør

Markant stigning i forbrugerklager over billeje