Nexø Havn har i år haft besøg af ca. 45.000 turister, som er kommet med de to polske færger, "Jantar" og "Lady Assa".
Det er en fremgang på omkring 10 procent i forhold til sidste sæson.
Det skriver Bornholms Tidende.
Samtidig er der en del usikkerhed om flyruten Hamburg-Rønne.
Bornholms Lufthavn ved nemlig endnu ikke, om det tyske luftfartsselskab Lufthansa også vil flyve mellem Hamburg og Rønne næste sommer.
Ifølge lufthavnschef Peter Hviid kan Lufthansa være godt tilfredse med belægningen:
“Men jeg ved endnu ikke, om ruten bliver genoptaget næste år,” siger han til TV 2/Bornholm.
Lufthansa havde planer om også at flyve fire afgange i september, men disse afgange blev aflyst pga. manglende efterspørgsel.