- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Fremtidens krydstogtturist kommer fra Sydeuropa

Den typiske turist på krydstogt i den baltiske region er en amerikaner eller en englænder på ca. 60 år. Men fremtidens krydstogtturist vil lige så vel kunne være en yngre italiener eller spanier. Det viser en ny undersøgelse, som Cruise Baltic Project net

52 år er gennemsnitsalderen på de krydstogtturister, der besøger den baltiske region. Det viser en ny analyse som konsulentfirmaet COWI A/S har udarbejdet for Cruise Baltic Project. Oftest er amerikanerne og englænderne dog noget tættere på pensionsalderen end 52, nemlig omkring de 60 år. Men også spanierne og italienerne er nu begyndt at interessere sig for krydstogt i den baltiske region, og gennemsnitsalderen for sydeuropæerne er kun 42 år. Over en tredjedel er under 40 år, og tendensen er, at der kommer flere og flere af de yngre italienere og spaniere hertil.



Flere sydeuropæere end amerikanere har deres krydstogtdebut i den baltiske region. Fire ud af ti sydeuropæere er på krydstogt for første gang, hvorimod én ud af ti amerikanere og englænderne har været på krydstogt før. Samtidig har tre ud af fire af de sydeuropæiske passagerer planer om at komme tilbage til regionen. Hver anden amerikaner og englænder har tænkt sig at gæste regionen igen.



– Inden for de seneste år har flere sydeuropæiske krydstogtselskaber med MSC i spidsen satset på den baltiske region. Vi har mærket en massiv interesse for regionen og for de destinationer og temaer, vi kan tilbyde. Det er bl.a. det, der nu giver resultat. Hidtil har USA og England været vores største markeder, men fremover vil vi gøre endnu mere for at målrette vores produkter mod italienere, spaniere og tyskere. Den nye og yngre målgruppe forpligter. Derfor er det vigtigt, at vi videreudvikler vores produkter og tilpasser dem fremtidens krydstogtturist. Fx kunne jeg sagtens forestille mig at vores temaer fremover inkluderede aktiviteter for børnefamilier, og at vi får flere tilbud til dem, der er interesseret i aktiv ferie, siger Bo Nylandsted Larsen, projektchef for Cruise Baltic Project.



Undersøgelsen er baseret på interviews med 390 turister fra fem forskellige krydstogtskibe, der har rejst til i alt 10 destinationer i den baltiske region over sommeren 2007.


Skrevet af