- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Islandsk hotelkæde vil have flere danske gæster

Danskerne er glade for Island. Sidste år steg antallet af danske turister 30 % sammenlignet med 2003. Nu gør Islands største hotelkæde sig mere synlig i Danmark.

Sidste år kom næsten hver tiende turist i Island fra Danmark, 33.000 ud af 362.000 turister. De voksende danske besøgstal får nu Icelandairs to hotelkæder i Island frem i skoene.



Karin Gert Nielsen, direktør for Atlantic Link, der bl.a. repræsenterer Icelandairs hotelkæder i Danmark, siger:

”Island tiltrækker som en af Europas fedeste destinationer bl.a. mange på miniferie. Vi markedsfører Icelandairs hoteller overfor rejsebureauerne, så de kommer i katalogerne.”

Der er otte Icelandair-hoteller, alle med 4 stjerner, samt 16 Edda-hoteller med 2 til 3-stjerner.

Island har endnu ingen 5-stjernede hoteller.



Icelandair-kædens flagskib er nyrenoverede Nordica i Reykjavik som med sine 252 værelser er Islands største. Det regnes som landets førende, hotellet har en trendy restaurant og er det hotel i Island med mest konferenceplads.

Icelandair Hotels andet hotel i hovedstaden er Loftleidir med 220 værelser – i øvrigt landets eneste hotel med indendørs svømmebassin. Hotellet ligger ved lufthavnen, som primært kun har indenrigstrafik. Hovedparten af udenrigsruterne flyver til Keflavik, 50 km. fra Reykjavik.



Edda-hotellerne er primært åbne i højsæsonen. De er såvel egentlige hoteller som sommerlukkede skoler.



I øvrigt er amerikanerne Islands største turistgruppe. Icelandair har fem helårsruter til Boston, Minneapolis i midtvesten, New York, Orlando samt Baltimore ved Washington DC. Om sommeren flyves også til San Francisco.

Skrevet af