- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Begrænset tab hos Bravo Tours efter Sterling-krak

Bravo Tours betalte først, når Sterlingfly var i luften.

Sterling-krakket lugtede umiddelbart langt væk af en ordentlig økonomisk lussing til Bravo Tours, som skulle ud og finde 11 nye fly i en fart og i det hele taget brandslukke et stort vinterprogram med mange Sterlingfly. Det skriver epn.dk.

 

Faktisk ser det ud til at ende ganske fornuftigt for rejsebureauet, der har sikret sig, at der ikke er penge til gode i det krakkede Sterling.

 

– Skal jeg give et bud, så har det måske kostet en million kroner, og da jeg blev vækket onsdag nat, havde jeg nok en forestilling om, at der røg 10 millioner kroner. Vi havde 11 fly de næste 4-5 dage, som vi skulle finde erstatning til, så det er billigt sluppet, siger Bravo Tours administrerende direktør, Peder Hornshøj, til Ritzau.

 

Samtidig har rejsebureauet også været forsigtige over for Sterling, så Bravo Tours har ikke penge til gode i de krakkede selskab, selv man har haft en leveringsaftale for hele vinteren.

 

– Vi har med vores betalingsbetingelser over for Sterling stået i en situation, hvor vi ikke har noget krav gældende over for boet. Der har været rene linjer med, at når flyet gik i luften, så har vi betalt, men ikke før, siger direktøren.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen