- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Bellagroup får ny koncernchef fra stor dansk kæde

Fredag i denne uge blæser der nye vinde på direktionsgangen hos Bellagroup, da koncernens nye topchef har første arbejdsdag. Han ser et betydeligt potentiale at bygge videre på, lyder det.

Bellagroup har netop annonceret, at koncernen, der blandt andet har Bella Center Copenhagen, Bella Arena, AC Hotel Bella Sky, Copenhagen Marriott Hotel og Crowne Plaza Copenhagen Towers i porteføljen, skifter ud på topposten.

Det betyder, at Christian Folden Lund forlader stillingen som koncernchef. Den har han haft siden januar 2021, hvor han blev konstitueret i topjobbet, inden han overtog det fast i juni samme år. I alt har han været i Bellagroup i godt seks og et halvt år, da han startede som kommerciel direktør.

Den nye koncernchef er Jesper Mark Dixen. De seneste ni år har han været ansat i Lagkagehuset, hvor han blandt andet har været kommerciel direktør. Det seneste godt halvandet år har han bestredet stillingen som koncernchef hos den danske kæde.

Han har derudover tidligere været syv år i forskellige stillinger hos det store managementkonsulentfirma McKinsey & Company.

En unik position
I forbindelse med nyheden om udnævnelsen fremhæver Bellagroup, at Jesper Mark Dixen har haft en central rolle i at tredoble Lagkagehusets størrelse gennem vækst på både hjemmemarkedet og via international ekspansion i såvel London som New York.

”Vi har opbygget noget ekstraordinært med Bellagroup, og rejsen er langt fra slut,” siger Martin Thomsen, der er bestyrelsesformand i koncenen.

”Jesper har vist evnen til at skalere virksomheder til næste niveau og skabe stærke kundeoplevelser. Med hans værdifulde erfaringer ser vi frem til at fortsætte vores vækstrejse med Jesper i spidsen og sammen med alle vores dygtige medarbejdere.”

Den nye koncernchef fortæller, at han ser frem til at tage livtag med de opgaver, der venter, når han træder ind på direktionsgangen hos den nye arbejdsgiver den 1. august.

”Bellagroup har en unik position med flere stærke brands, som er anerkendt ikke kun i Danmark, men også internationalt. Der er et betydeligt potentiale for at bygge videre på det solide fundament, virksomheden allerede står på,” slår Jesper Mark Dixen fast.

Er stolt af resultater
Det er endnu ikke oplyst, hvad fremtiden byder på for Christian Folden Lund, men han er tilfreds med den udvikling, der har fundet sted i hans år i den danske koncern.

”Jeg er utrolig stolt af det, vi har opnået i Bellagroup, og jeg er taknemmelig for al den opbakning, jeg har haft – internt fra et fantastisk team og eksternt gennem stærke samarbejder med både private og offentlige aktører i ind- og udland.”

”Vi har bygget en virksomhed, der spiller en afgørende rolle for dansk hospitality, og som tiltrækker internationale gæster til København. Bellagroup står nu stærkt med en solid ejerstruktur og et dygtigt ledelsesteam til at drive det. Jeg ser frem til at følge den videre udvikling som fortsat medejer.”

I en supplerende kommentar på LinkedIn tilføjer Christian Folden Lund.

”Vi har ikke altid selv kontrol over timingen, men tiden er kommet til den næste fase i Bellagroups rejse. Jeg giver tøjlerne videre til Jesper Mark Dixen.”

Siger tak
Bestyrelsesformand Martin Thomsen betoner desuden værdien af den indsats, som den hidtidige koncernchef har leveret under sin tid ved roret.

”På vegne af hele Bellagroup vil jeg gerne takke Christian for hans store dedikation, lederskab og værdifulde arbejde igennem de seneste syv år. Vi er enormt stolte af det, vi har opnået under hans ledelse. Han har været en vigtig drivkraft i at skabe et stærkt Bellagroup siden COVID-pandemien.”


Relaterede artikler:

Bellagroup kører ny direktør i stilling

Runder for første gang en milliard i omsætning

Bellagroup går i offensiven: Ansætter ny salgsdirektør