- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Berømt fransk skuespiller tissede på flygulv

Gerard Depardieu var angiveligt halvfuld og kunne ikke holde på vandet, da han fik besked fra flypersonalet om, at han måtte vente et kvarter, til flyet var i luften, valgte han at tisse på gulvet.

Det skriver det franske nyhedsbureau AFP – og så kørte flyet tilbage for at blive gjort rent.

 

Depardieu befandt sig på fly fra CityJet fra Paris til Dublin. Da flyet var klar til start, rejste han sig ifølge medpassager, som efterfølgende blev interviewet af fransk radiostation, og råbte ”jeg skal pisse,” skriver Politiken.dk

 

Franskmanden var ifølge kilden beruset, og han brød sig ikke om stewardessens besked om, at han måtte vente, til flyet var i luften. ”Han rejste sig op og tissede. Han gjorde det med værdighed! Så satte Depardieu sig ned, og flyet kørte tilbage til rampen for at blive rengjort,” siger medpassageren ifølge AFP.

 

Flyselskabet CityJet bekræfter episoden. ”Han urinerede i affekt i flyet,” lyder det fra talsmand.

 

I juni var Gerard Depardieu til sammenkomst hos SAS, der for første gang vil servere rosévin på sine fly – selskabet har købt 6.000 normale flasker samt 35.000 miniflasker fra den franske skuespiller, der kendes bl.a. fra film som Green Card og Kilden i Provence. Men han har også stor interesse for vin; han ejer eller er medejer af 19 vingårde i Algeriet, Frankrig, Marokko og Spanien.

 

Rosévinen, SAS serverer til udgangen af august, kommer fra Depardieus vinslot i Loire, Château de Tigné.

 
Depardieu var på lynvisit i Stockholm, hvor han i SAS-loungen på Arlanda præsenterede flere af sine vine, bl.a. rosévinen, SAS nu har købt – i konkurrence med 20 andre rosévine.

 

Gerard Depardieu virkede træt under sammenkomsten; han var for første gang blevet bedstefar et par dage tidligere, hvilket blev beskrevet som årsag til at han ikke var på toppen. Andre mente at årsagen var en anden.

 

Han skulle også have givet korte solo-interviews, herunder til takeoff.dk – men hans uoplagthed gjorde, at disse måtte aflyses.

 

Ordren fra SAS på 6.000 normale flasker rosévin og de 35.000 miniflasker til Depardieu er ikke stor i forhold til de mængder vin, der årligt konsumeres på SAS’ flyvninger. Her drikkes årligt 60.000 normale flasker rødvin, 40.000 flasker hvidvin og 8.000 flasker champagne – hertil kommer miniflaskerne med ¼ af en normal flaske.

 

På årsplan bliver der hos SAS drukket 1,5 mio. miniflasker rødvin, 600.000 miniflasker hvidvin og 200.000 miniflasker champagne, oplyser SAS til takeoff.dk

 

Skrevet af redaktionen