- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Besøgsrekord i Bella Center og Forum

Over 1,2 millioner besøgte Bella Center og Forum sidste år - det er ny rekord.

Med alt fra statsledere, politikere og NGO’er fra hele verden på FN’s klimatopmøde i december til ca. 50.000 fans under sommerens fem Metalica-koncerter, lagde Bella Center og Forum sidste år hus til lidt af hvert.

 

”2009 var fantastisk for Bella Center og Forum – bl.a. var USA’s præsident Barack Obama to gange i Bella Center,” siger adm. direktør, Arne Bang Mikkelsen.

 

Bella Center og Forum havde sidste år 1,2 mio. gæster. Den hidtidige rekord fra 2005 lød på 1,1 mio. De store besøgstal i 2009 skyldes især usædvanligt mange messer, møder, kongresser, koncerter og shows.

 

”Hvor klimatopmødet for Bella Center var det største arrangement nogensinde, blev 2009 også usædvanligt travlt for Forum – 17 koncerter med alt fra Metallica, Pink og Bob Dylan til 35 shows som Mama Mia og Walking with Dinosaus,” siger Arne Bang Mikkelsen.

 

I alt var der 143 arrangementer sidste år i Bella Center og Forum; alene under FN’s 13 dage lange klimatopmøde i december gik 170.000 politikere, aktivister, embedsmænd og pressefolk gennem svingdørene til Bella Center. COP15 var det største arrangement nogensinde i Bella Center.

 

Også den olympiske IOC-kongres og en lægekongres med 17.000 deltagere fyldte godt.

Siden åbningen af Bella Center i 1966 har der været over 26 millioner besøgende. Bella overtog i 1997 Forum.

Skrevet af Henrik Baumgarten