Strejken i SAS Sverige er slut. Strejken kommer til at koste mange millioner kroner. Men SAS fungerer ikke som arbejdsplads, mener dansk formand.
Det svenske kabinepersonale i SAS Sverige har genoptaget arbejdet. Men strejken kommer til at koste på bundlinjen.
Vicedirektør i SAS Sverige Anders Ehrling anslår prisen på strejken til at være et sted mellem 65 og 81 millioner kroner. Derudover kommer tab af goodwill fra kunderne, der ikke er taget højde for.
Verner Lundtoft Jensen, formand for de danske kabineansatte (CAU), er glad for, at svenskerne nu har en løsning, men han mener, at den svenske strejke blot er billedet på en arbejdsplads, der ikke fungerer.
– Den svenske strejke har vist, at det ikke kun er os danskere i SAS, der strejker. Arbejdsklimaet i hele SAS er dårligt, og én af de ting, svenskerne fik igennem ved en fire dages strejke er, at de efter seks timers arbejde nu må holde en halv times frokostpause, siger Verner Lundtoft Jensen til Ritzau.