Siden åbningen for nu fem år siden har Ryanair fløjet mere end 720.000 passagerer mellem Århus og London Stansted. Selskabet har netop udvidet kapaciteten på ruten.
Ryanair åbnede ruten fra Århus Lufthavn til London Stansted for præcis fem år siden. I de fem år har det irske lavprisselskab haft mere end 720.000 passagerer på ruten – og kapaciteten blev i sidste måned udvidet 30% ved at indsætte de større Boeing 737-800.
Ryanairs chef for Norden, Lotta Lindquist-Brosjö: ”Passagertal på over 720.000 i de fem år viser enorm interesse. Vi har en markedsandel på 63% fra Århus til London – turiststrømmen går begge veje med 50/50 mellem passagerer fra London og passagerer fra Århus.”
Ryanair, der næste år fejrer 20 års jubilæum, har 189 ruter til 91 lufthavne i 17 lande. I Danmark flyver Ryanair også mellem Esbjerg og London Stansted. Selskabet betjener også Malmø Sturup fra Stansted – busturen fra Københavns Hovedbanegård til Sturup tager 45 minutter, halvdelen af flyvetiden mellem Malmø og London.