- STANDBY.dk - https://standby.dk -

WingPartners får storkunde

Det kun to måneder gamle danske luftfragtselskab mm. WingPartners med bl.a. den tidligere Maersk Air-direktør og bestyrelsesformand Bjarne Hansen i ejerkredsen, har fået et af verdens største flyfragtselskaber, amerikanske Polar Air Cargo, som kunde. WingPartners fragtafdeling, NordicCargo, bliver nu cargo general sales agent i Danmark.



Polars 14 Boeing 747-fragtfly flyver til en række lufthavne verden over. Det er flyene fra de tre europæiske lufthavne, Amsterdam, Gøteborg og Liege, NordicCargo skal fylde med fragt fra Danmark.




”Det er en tillidserklæring, at et af verdens største fragtflyselskaber udpeger os til fragtagent. Derfor ansætter vi nu en fragtmedarbejder, der i samarbejde med de danske speditører alene skal tage sig af bookingerne til Polar Air Cargo,” siger Kim Schultz, chef for NordicCargo.



WingPartners ejes i af fire tidligere luftfartsmedarbejdere, foruden Bjarne Hansen også Robert Arendal, Kim Schultz og Marita Petersen.




Kim Schultz og Robert Arendal beskæftiger sig primært med NordicCargo, medens Bjarne Hansen og Marita Petersen især tager sig af de forretningsområder i WingPartners, der ikke specifikt er fragtrelaterede.

Skrevet af